Unge vil betale mest for at undgå Dronningen går i sort

Hvis nu strømmen skulle svigte i aften kl. 18, når Hendes
Majestæt Dronningen, skal give sin nytårstale, er unge danskere
klar til at gribe dybere i lommen end den ældre del af
befolkningen. Danske unge fra 18- 34 år er, ifølge en ny
Userneeds-måling, villige til i gennemsnit at betale 94 kroner for
at se Dronningen.

Til sammenligning er de 35-49 årige gennemsnitligt villige til
at betale 42 kroner. Dermed er de unge klar til at betale mere end
dobbelt så meget for at se Dronningens tale, hvis der pludselig
skulle ske et strømsvigt nytårsaften.

– Nu klarede vi jo strømmen til juleanden i sidste uge uden
problemer, og jeg føler mig helt overbevist om, at vi heller ikke
svigter i aften, når vi alle sammen skal se og høre Dronningen
tale. I Danmark har vi faktisk strøm i stikkontakten 99,997 procent
af tiden. Derfor tør jeg også godt sige, at det er meget
usandsynligt, at strømmen pludselig skulle svigte i aften, siger
adm. direktør i Dansk Energi, Lars Aagaard.

En stor del af de adspurgte er ikke klar til at betale så meget
som en krone for at beholde strømmen i kontakten, og i gennemsnit
er vi danskere villige til at betale 60 kroner for at kunne følge
med, når Dronningen taler om året, der gik.

– Tallene viser, at vi i Danmark meget sjældent oplever
strømudfald – og det er formentlig årsagen til, at de færreste er
klar til at skulle betale for at modtage noget, de er vant til.
Danskerne tænker sjældent over, at vi stort set altid har strøm i
stikkontakten. Det er selvfølgelig noget, vi er stolte over i
elbranchen. Men hvis vi skal undgå uventede strømafbrydelser i
fremtiden, så er det altså også nu, vi skal investere i elnettet i
Danmark, så vi heller ikke i fremtiden pludselig står over for
strømsvigt i tide og utide, siger Lars Aagaard.

Eldistributørerne investerer årligt omtrent to mia. kr. i
vedligehold af vores distributions-elnet, der er ca. 170.000 km
langt og kan nå mere end fire gange rundt om jorden.

Cookie-indstillinger