IDA – 1800 gymnasielever kom tæt på teknologien på UngeEvent 2017 i Aarhus

1.800 elever var inviteret til at deltage i kæmpe kreativt klimaværksted, hvor de fik mulighed for at prøve kræfter med verdens klimaudfordringer og komme helt tæt på de teknologiske løsninger, der skal til for at bekæmpe klodens klimaproblemer.

Formålet med eventet var at vise eleverne, hvad teknologi betyder for miljø og bæredygtighed og ad den vej få flere unge til at interessere sig for de naturvidenskabelige og tekniske uddannelser. Ifølge en prognose fra Engineer the future kommer Danmark til at mangle 13.500 ingeniører og naturvidenskabelige kandidater i 2025, fortæller Ghita Wolf Andreasen, projektdirektør i Engineer the future.

’Ved at lade de unge prøve kræfter med nogle af de nyeste teknologiske klimaløsninger, håber vi at kunne motivere flere til at tage en ingeniør eller naturvidenskabelige uddannelse. Unge i dag vil gerne have et job, hvor de gør en forskel. Og med en teknisk eller naturvidenskabelig uddannelse får de mulighed for at arbejde med udviklingen af fremtidens grønne løsninger og ændre klimakursen,’ fortæller Ghita Wolf Andreasen.

Eleverne deltog blandt andet i workshops afholdt af Vestas, der gav dem indblik i vindmølleproduktion og grøn energi. For Cecilie Brohave fra 3.B på Svendborg Gymnasium var mødet med teknologien en øjenåbner:

’Vi oplevede i langt højere grad koblingen mellem teknologi og samfund, end vi gør i timerne, hvor fagene er meget opdelte. Her kunne vi fornemme tværfagligheden på en helt anden måde. Det gav mig en større forståelse af, hvad det er for teknologi, der ligger bag de grønne løsninger – og hvilken rolle teknologien spiller for hele klimaproblematikken,’ siger Cecilie Brohave, 3. B, Svendborg Gymnasium.
På UngeEvent 2017 var der workshops og eksperimenter afholdt af Insero, Aarhus Universitet, VIA University College, Syddansk Universitet, Aalborg Universitet, DanSolar, Vestas og Dansk Akustisk Selskab. Eventet skete i samarbejde med Ingeniørforeningen IDA

Cookie-indstillinger