Newtec opnår lovende resultater med metal 3D-print i MADE demonstrationsprojekt 

Den danske maskinproducent Newtec har sammen med Teknologisk Institut testet metal 3D-print af på to spændende applikationer: en dyse i rustfrit stål og en sorteringsrulle i titanium. Det skete i et MADE demonstrationsprojekt, og for Newtec var erfaringerne fra projektet overraskende – det viste sig nemlig, at metal 3D-print både er billigere og længere fremme, end man havde forventet. Erfaringerne har da også allerede vist sig brugbare i andre dele af Newtec.

Den danske virksomhed Newtec i Odense producerer veje-, pakke- og sorteringsmaskiner til især frugt- og grøntsagsindustrien. Newtec søgte et MADE demonstrationsprojekt, da de ønskede at undersøge to udviklingsprojekter, som havde været i støbeskeen længe. Newtec har arbejdet med 3D-print i plastik i adskillige år, og research scientist Bjarke Bror Egede Jensen fortæller, hvordan det for dem derfor var et naturligt skridt at kigge på metal 3D print som det næste: 

–  Vi valgte at søge MADE demonstrationsprojekt, da det gav os muligheden for at arbejde med metal 3D-print for første gang, fortæller Bjarke Jensen, som er research scientist hos Newtec, som (udover produktion, konstruktion og administration), har deres eget højteknologiske laboratorium og er en aktiv partner i Open Science netværket.  

Han fremhæver i den forbindelse, at ansøgningsprocessen til et MADE demonstrationsprojekt var overskuelig, og der gik ikke lang tid fra Newtec havde modtaget bevillingen, til virksomheden stod med de første printede emner i hånden. Til 3D-print af metalemnerne samt rådgivning og sparring omkring udviklingen fik Newtec hjælp fra Center for Industriel 3D-print på Teknologisk Institut.

– Teknologisk Institut har hjulpet Newtec med at 3D-printe i metal, og de har fået ekstra viden omkring teknologien – fx hvad den kan, og hvordan man designer til den, men også hvordan efterbehandlingen ser ud, og hvordan kvaliteten er, fortæller Sigurd Vigen Pedersen, konsulent på Teknologisk Institut og Newtecs kontaktperson i MADE demonstrationsprojektet.

To fluer med et smæk

Der var to applikationer, som Newtec ville afdække i MADE demonstrationsprojektet. Den første applikation var en dyse, og ifølge Bjarke Jensen var helt oplagt at lave med 3D-print grundet dens koniske form. 

– Projektet, hvor dysen skal bruges, er et udviklingsprojekt, og der er stadig noget vej endnu, før vi har et reelt produkt. Men MADE demonstrationsprojektet har givet os værdifuld indsigt i metal 3D-print og dets muligheder, siger Bjarke Jensen. 

Den anden applikation var en stor sorteringsrulle med riller, og her var fokus på test af materialer. Selve rullen var ikke nødvendigvis den mest oplagte at lave med 3D print, da emnet var stort, men med en beskeden investering fik Newtec mulighed for at teste titanium som materiale til en vigtig komponent på en af på deres maskiner. Her blev 3D-print således anvendt som et prototypeværktøj, og det gav indblik i mulighederne for brug af titanium samt hvilke overfladebehandlinger emnet kan få for at blive mere modstandsdygtigt i produktionen. 

– I projektet med rullen har vi fået mulighed for at teste et nyt materiale, som på anden vis ville have krævet en stor investering. Om det udmønter sig i noget konkret, er for tidligt at sige, men vores tests gav lovende resultater, lyder det fra Bjarke Jensen.

Vores laboratorie arbejder i forvejen tæt sammen med nationale og internationale forskere og videnskabsfolk, universiteter og Phd-studerende for at identificere nyudvikling og få indblik i det, der har potentialet til at transformere hele industrien i morgen. Det være sig fremskridt i materialevidenskab, nanoteknologi, den næste generation af optik, kunstig intelligens (AI) og et utal af andre industrirelaterede teknologier, fortæller Bjarke Jensen.

Teknologisk Institut som one-stop-shop

Indledningsvis tog Newtec kontakt til Center for Industriel 3D-print på Teknologisk Institut, som i første omgang hjalp til med at søge projektet. Efterfølgende fandt Newtec alle nødvendige kompetencer på Teknologisk Institut, som har specialister inden for en række forskellige fokusområder. Ud over 3D-print var det her Tribologi, som kunne hjælpe med overfladebehandling af emnerne – såkaldte coatings. På den måde har Teknologisk Institut fungeret som en one-stop-shop i projektet.

– Hvis man allerede har gjort sig konkrete tanker om et projekt, så var det vores oplevelse, at både ansøgningsproces og projektforløb gik hurtigt og gnidningsfrit, fortæller Bjarke Jensen.

3D-print er billigere – og længere fremme – end forventet

I den danske fremstillingsindustri er der stadig en vis skepsis, når det kommer til metal 3D-print. Men en af de helt store erfaringer, som Newtec tager med sig fra projektet, er, at metal 3D-print er længere fremme, end de havde regnet med – og billigere end forventet. Vi havde ikke regnet med, at den 3D-printede dyse ville være billigere end en tilsvarende stump lavet på traditionel vis, siger Bjarke Jensen.

Med 3D-print er dyserne blevet væsentligt billigere, end hvis Newtec skulle designe og producere den optimerede dyse på konventionel vis. Hvor der før var fem parter, som skulle samles, er der nu kun én optimeret part, som ydermere har fået tilføjet køleribber og et bedre luftflow – det resulterer i en betydelig tidsbesparelse i montagen. 3D-print har dermed været en essentiel teknologi i dette projekt, som har resulteret i gode, praksisnære og anvendelige resultater. 

– Det har været værdifuldt at have en tæt dialog med Newtec i design- og optimeringsprocessen. På den måde har vi kunnet udnytte mulighederne med 3D print til fulde men også sørge for, at emnet er så simpelt som muligt at fremstille – dvs. med minimal efterbearbejdning, siger Sigurd Vigen Pedersen.

Positive erfaringer til fremtiden 

Efter afslutningen på MADE demonstrationsprojektet er der stadig lidt arbejde forude for Newtec. Dysen er en del af et udviklingsprojekt, som Newtec arbejder videre med, og sorteringsrullen kræver nogle flere tests. Selv med lidt mere arbejde forude, er Newtec dog meget positivt stemt over projektets resultater.

– Dysen opfylder det formål, den skal lige nu, og projektet har vist, at metal 3D-print er en brugbar teknologi – også omkostningsmæssigt. Især hvis man laver nogle lidt obskure former. Ved rullen er der stadig lidt arbejde forude, men de forskellige coatings ser super interessante ud, og det samme gør materialet. Alt i alt er det nogle meget positive erfaringer, projektet har givet os, fortæller Bjarke Jensen.

Målet med projektet kan dermed siges at være nået, idet Newtec og Teknologisk Institut sammen fik designet og produceret dysen, som fungerer efter hensigten, og titanium-rullen blev testet i forhold til materiale og coatings. 

Erfaring mindsker barriererne

MADE demonstrationsprojektet har givet Newtec et indblik i mulighederne med metal 3D-print, og allerede nu kan virksomheden se andre projekter og emner, som kan drage nytte af teknologien. 

I sidste ende handler det for os om at tilføre merværdi til vores kunders produktion og levere den bedste kvalitet med omkostningseffektive maskiner og løsninger, der bliver ved med at fungere mange år frem. Med eget laboratorie sikrer vi, at selv de mindste komponenter er kvalitetssikret og fødevaregodkendt i forhold til eksempelvis materiale og overfladebehandling, uddyber Bjarke Jensen.

– Som en følgevirkning af resultaterne i MADE demonstrationsprojektet har vi netop drøftet muligheden for at gå videre med metal 3D-print i en helt anden sammenhæng, hvor vi skal have en vægtbesparelse på nogle dele i vores kameraer, som vi selv udvikler og producerer til vores optiske sorteremaskiner. Desuden snakkede jeg for nylig med en af vores andre konstruktører, som overvejede metal 3D-print til en lille komponent, fordi den er så bøvlet at fremstille på konventionel vis. Så det, at vi har fået de her ting under huden, gør at aktiveringsbarrieren er blevet betydeligt mindsket for os, slutter Bjarke Jensen. Et MADE demonstrationsprojekt er en rigtig god mulighed for at få testet metal 3D-print af og få nogle erfaringer med teknologien. Man kan vurdere, om det kan bruges i virksomheden – og om det kan skabe mere værdi eller ej. Når først erfaringerne er gjort, er beslutningsgrundlaget bedre og barriererne mindre.

LÆS også: Newtec giver svar på 5 spørgsmål om optisk sortering af kartofler
Newtec A/S's Firmaprofil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.