Målrettet indsats hos Mekoprint for at tiltrække lærlinge – men alt for få unge tager en erhvervsuddannelse
Emil Imer – Mekoprint udvikler og producerer kundespecifikke komponenter til elektronik- og industrivirksomheder inden for bl.a. medico, automation og green-tech.
Industrivirksomheden Mekoprint bakker op om det udspil, som 11 arbejdsgiverforeninger på det private arbejdsmarked netop har præsenteret for at styrke erhvervsuddannelserne. Industrivirksomheder har nemlig svært ved at skaffe lærlinge, der for eksempel vil være værktøjsmagere eller grafiske teknikere. Derfor arbejder Mekoprint målrettet med at skabe spændende lærlingeforløb og gør en stor indsats for at være så attraktiv som mulig – også for unge. Samtidig hjælper Mekoprint folkeskoler, forældre og elever med at få et indblik i, hvad det vil sige at arbejde på en industrivirksomhed.
11 arbejdsgiverforeninger i DA-fællesskabet har lanceret et politisk udspil om erhvervsuddannelserne for at sikre et varigt kvalitetsløft af uddannelserne og gøre dem mere attraktive for unge. Udspillet skal ses i lyset af, at alt for få unge vælger at blive faglærte. Problemstillingen er velkendt hos den nordjyske industrivirksomhed Mekoprint, som sætter målrettet ind for at tiltrække lærlinge, fordi virksomheden løbende har brug for lærlinge for at sikre kvalificeret arbejdskraft. Derfor sammensætter Mekoprint afvekslende lærlingeforløb, giver lærlingene ansvar og hjælper de unge, så de fra første dag føler sig som en del af holdet.
Udfordringen er, at det er svært at vinde kampen om de unges opmærksomhed, for de fleste piger og drenge vælger en gymnasial uddannelse, selv om de måske burde vælge en anden vej. Mekoprint har nu 12 lærlinge, og der er ingen udsigt til, at behovet for lærlinge falder – tværtimod. Forholdsvis mange medarbejdere går på pension i de kommende år samtidig med, at Mekoprint har ambitioner om yderligere vækst.
– Gennem en målrettet indsats forsøger vi at øge interessen for vores virksomhed blandt unge, der vil tage en erhvervsuddannelse. Vi giver lærlingene udfordringer og et varieret forløb, så de er rigtig godt klædt på, når de er færdige med deres lærlingetid. Vi giver dem ansvar og får dem til at føle sig som en del af holdet fra start, siger Mekoprints adm. direktør Anders Kold og fortsætter:
– Heldigvis kan vi se, at næsten alle lærlinge er interesserede i at arbejde for os, når de er uddannet, og i langt de fleste tilfælde er vi klar til at skrive kontrakt med dem. Desværre kan vi også konstatere, at der stadig er alt for få, der vælger en erhvervsuddannelse. Derfor ser vi meget positivt på det udspil, som de 11 arbejdsgiverforeninger er kommet med.
I midten af april viste nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet, at kun 19,4 procent af folkeskoleeleverne havde søgt en erhvervsuddannelse i 2023. Det var en lavere andel end de foregående år, så det er endnu ikke lykkedes at knække kurven.
Unge mangler oplysninger om uddannelsesmuligheder
Mekoprint har blandt andet taget en række elever fra folkeskolerne i praktik og holdt oplæg på skoler for at fortælle om uddannelses- og jobmuligheder. Derudover har Mekoprint gennemført et længere forløb med elever fra Skørping Skole, som besøgte flere af fabrikkerne og skrev en opgave om industrivirksomheden.
– Der er for eksempel ikke ret mange, der ved, hvad en industritekniker laver, og vi er nødt til at få fortalt de unge – og deres forældre – at der er mange spændende muligheder på virksomheder som vores. Desværre kan vi se, at vejlederne på folkeskolerne har et begrænset indblik i de uddannelser og jobmuligheder, der knytter sig til industrivirksomheder, siger Mekoprints HR-direktør Marianne Reenberg og tilføjer:
– Det er vores indtryk, at eleverne bliver vejledt om de uddannelser og job, som vejlederne kender, og vi mener, at mange unge derfor bliver vejledt forkert. Det fører til, at mange drenge og piger begynder på handelsskole eller gymnasiet, uden at de er blevet tilstrækkeligt informeret om erhvervsuddannelserne, og det er rigtig ærgerligt for alle parter. Der er behov for mere viden hos vejlederne og et tættere samarbejde med erhvervslivet. Det bidrager vi gerne til.
Lærlinge er glade for udfordringer
Emil Imer og Kristoffer Overgaard, som er lærlinge hos Mekoprint, havde valgt en anden retning, før de besluttede sig for at tage en erhvervsuddannelse. De er glade for, at de nu er landet det rigtige sted.
– Hos Mekoprint bliver man med det samme en del af holdet og arbejder på lige fod med de andre ansatte. Jeg har fået lov til at prøve mange forskellige opgaver, og det er helt sikkert en fordel, fordi jeg bliver dygtig til mange forskellige ting. For eksempel har jeg fået lov til at lave arbejdstegninger og fremstille et værktøj, som vi skulle bruge i produktionen, og jeg har fået lov til at være med i nogle projekter, hvor jeg også har fået ansvar, siger Emil Imer, som er værktøjsmager og nu er ved at blive uddannet til værktøjstekniker.
Kristoffer Overgaard uddanner sig til grafisk tekniker. Han følte sig også velkommen med det samme.
– Alle har taget godt imod mig, og hvis jeg har spørgsmål til kollegerne, er de altid meget hjælpsomme og venlige. Jeg får lov til at prøve en masse forskellige ting, så det er spændende og afvekslende. Jeg skal ikke bare løse de trælse opgaver, fordi jeg er lærling, siger Kristoffer Overgaard.
De to lærlinge mener ligesom HR-direktør Marianne Reenberg, at folkeskoleelever ikke bliver klædt godt nok på til at træffe et uddannelsesvalg.
– I min klasse begyndte kun fire elever på en erhvervsuddannelse, mens alle andre skulle på gymnasiet. En af grundene til, at meget få vælger en erhvervsuddannelse er, at de ikke ved nok om, hvad man kan blive, hvis man vælger at gå den vej. De ved ikke, hvor fedt det er at få noget mellem hænderne, og hvor mange muligheder, man får, hvis man vælger en erhvervsuddannelse, siger Kristoffer Overgaard.
– Medmindre unge er sikre på, at de skal bruge en gymnasial uddannelse for at læse videre, bør de tage et grundforløb på en erhvervsuddannelse for at finde ud af, om det er noget for dem. Der er rigtig mange spændende muligheder, men det er der desværre alt for mange, der ikke ved, siger Emil Imer.
Både Emil Imer og Kristoffer Overgaard forventer at blive hos Mekoprint, når de er færdiguddannede.