Industrien klar til DM i Skills

Dette billede illustrere Industrien klar til DM i Skills

Industrien klar til DM i Skills

Når statsminister Helle Thorning-Schmidt på torsdag skyder
danmarksmesterskaberne for håndværkere i gang, stiller Industriens
Uddannelser med et stærkt hold unge klejnsmede, industriteknikere
og personvognsmekanikere.

Danmarksmesterskaberne – DM i Skills 2014 – afholdes i Gigantium
i Aalborg den 23.-25. januar, og metalindustrien er i dén grad klar
til tre dage med fuld tryk på de faglige uddannelser.

– Særligt industrivirksomhederne kommer i fremtiden til at
mangle faglært arbejdskraft. Derfor er netop DM i Skills en vigtig
begivenhed, understreger Per Påskesen, der er forbundssekretær i
Dansk Metal og formand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg.

– Faglærte er uundværlige for det danske samfund, og vi har brug
for, at flere vælger en erhvervsuddannelse. DM i Skills samler ikke
alene erhvervsuddannelsernes største talenter. Alle har rig
mulighed for ved selvsyn at opleve, hvad erhvervsuddannelserne har
at byde på, siger Per Påskesen.

Kulmination på flere måneders forberedelse

Industriens Uddannelser har 20 deltagere med ved mesterskaberne.
Seks er klejnsmede, seks er industriteknikere, og otte er
personvognsmekanikere. Fælles for dem er, at de har kvalificeret
sig gennem skolemesterskaber og regionale mesterskaber.

Når de talentfulde lærlinge går indmarch under
åbningsceremonien, bliver det kulminationen på flere måneders
intensiv forberedelse. Nogle erhvervsskoler har kørt særlige
træningsforløb, så deltagerne er helt klar til at præstere deres
ypperste. Og deltagerne beretter om højt engagerede faglærere, som
også har lagt masser af knofedt og fritid i forberedelserne.

Tre konkurrencefag og en håndfuld
demonstrationsfag

Ud over de tre konkurrencefag – klejnsmed, industritekniker og
personvognsmekaniker – er industrien repræsenteret med fem demofag.
De besøgende kan nemlig også blive klogere på uddannelser som
teknisk designer, automatiktekniker, digital media-uddannelsen,
datatekniker og værktøjsmager. På standene vil både faglærere og
elever guide de besøgende ind i erhvervsuddannelsernes verden.

– DM i Skills er en fantastisk mulighed for at vise omverdenen,
hvad vores erhvervsuddannelser er for en størrelse. Industrien
efterspørger faglig arbejdskraft på højeste niveau, og de her unge
er ikke alene knalddygtige til deres håndværk. De er samtidig
rollemodeller, og det er svært at forestille sig en bedre kulisse
at vise vores fag frem i, siger Lone Folmer Berthelsen,
erhvervsuddannelseschef i DI og næstformand for Metalindustriens
Uddannelsesudvalg.

48 fag deltager ved DM i Skills

Ved dette års DM i Skills deltager i alt 48 fag. Sideløbende med
konkurrencerne afholdes der Skills Stafet for landets 8. og 9.
klasser. Tv-værten Jacob Riising er konferencier.

DI, Dansk Metal, 3F og HK har desuden søsat initiativet
Hands-on, der skal være med til at fortælle de unge – og ikke
mindst forældrene – hvilke muligheder en faglig uddannelse giver.
Nu er Hands-on draget på tour til folkeskoler rundt i landet, og
karavanen, med tv-vært og Vild med dans-vinder Joakim Ingversen i
spidsen, lægger vejen forbi Gigantium torsdag den 23. januar kl.
12.30.

Statsminister Helle Thornings-Schmidt åbner DM i Skills torsdag
den 23. januar kl. 9.00. Mesterskaberne afsluttes med en ceremoni
lørdag den 25. januar kl. 14.00, hvor undervisningsminister
Christine Antorini taler og overrækker præmier til vinderne.

Der er gratis entré til DM i Skills 2014

Kontaktinformation

Rasmus Bach Hansen, kommunikationskonsulent, Industriens
Uddannelser,

Mobil: 51 41 90 25 – E-mail: rbh@industriensuddannelser.dk

Se program mm. her: https://skillsdenmark.dk/

LÆS også: Hvordan bevares rustfrit ståls egenskaber ved svejsning?
Industrien klar til DM i Skills's Firmaprofil
Cookie-indstillinger