Løber udlandet fra os?
De seneste tal fra det danske robotnetværk Dira viser, at
investeringer i robotteknologi er faldet fem procent på et år. Det
er første gang i 12 år at salget falder i Danmark, hvis man ser
bort fra det første år under finanskrisen. Og det er endda samtidig
med, at salget er steget med fem procent i resten af Europa og 12
procent på verdensplan, hvor man har haft det største salg
nogensinde. Det er bekymrende.
Problemet er, at mange virksomheder lever med en
ordretidshorisont på 14 dage og derfor ikke kan foretage de
nødvendige investeringer i tide – og slet ikke i robotteknologi.
Det er en alvorlig udvikling for hele den danske industri, hvor vi
gør os konkurrencemæssigt sårbare overfor virksomheder i udlandet,
der foretager de nødvendige investeringer i tide.
Danmark stadig er det land i Europa, der har flest robotter per
medarbejdere i industrien, hvis man fraregner automobilindustrien,
nemlig 153 robotter per 10.000 medarbejdere. Men den position skal
vi jo også helst have i fremtiden. Derfor skal vi have
virksomhederne til at investere i stedet for at spare op.
Virksomheder der har overskud og overblik til at foretage
inventeringer i robotteknologi i dag er morgendagens hurtigløbere.
De står nemlig klar til at give den gas, når startskuddet lyder og
der rigtig kommer gang i økonomien. De der først skal til at
tilpasse sig, udvikle og investere, bliver sidste vælgerne.
Virksomhederne vil gerne vælge den fremtidssikre løsning, men
politikerne skal også gøre det muligt for dem. Her har regeringen
tidligere bebudet en ny industristrategi. Den blev i stedet til en
vækstplan, som vi stadig ikke kender værdien
af.
Men vi ved, at det er dyrt at producere i Danmark. Det har vi
set de negative konsekvenser af i årevis med virksomheder, der
flytter produktionen til udlandet. Lønudgifterne er en af de
væsentligste udfordringer. Her kan robotteknologi være med til at
genopfinde Danmark som produktionsland. Hvis vi kommer med på toget
– i tide.






