
Hvis man står foran etablering af en vandforsyning, skal man vide det ofte er en kompliceret og sammenhængende proces, der skal gennemløbes, fra de første tanker opstår og frem til, at et vandværk er etableret.
Der skal specielt fokuseres på proceduren omkring etablering af almene vandforsyninger til drikkevand, som berører flest mulige områder inden for lovgivningen, men principperne er de samme, om det er et alment vandværk eller et industrivandværk. Der er en række vigtige opmærksomhedsområder, som vedrører organisation, lovgivning, myndighedsbehandling, planlægning, projektering og etablering af vandforsyninger. Vandforsyninger dækker i denne forbindelse bredt alle dele inden for området fra indvindings- og behandlingsanlæg til ledningsanlæg.
Et vandværk er en levnedsmiddelfabrik
Står man over for at skulle etablere en vandforsyning eller et vandværk, må man på forhånd gøre sig klart, hvortil vandet fra vandværket skal anvendes. Er vandværket til drikkevand (menneskeføde), industrivand (teknisk vand) eller vand til andet formål som f.eks. vanding. Den mest enkle form for et vandværk er naturligvis, når vandet anvendes ubehandlet, dvs. direkte fra kilden, som det oftest gøres til markvanding. Drikkevand gennemgår normalt en forholdsvis simpel behandling ved iltning efterfulgt af rensning i sandfiltre. Vand til industriformål må derimod ofte renses og behandles bedre end vand til husholdning for at kunne tilfredsstille de strenge krav, der er til produktionsvand. Når vandet fra et vandværk skal anvendes til menneskeføde, spiller især hygiejnen en væsentlig rolle for den måde, hvorpå indvindingen, behandlingen, byggeriet, driften og vedligeholdelsen skal tilrettelægges. Hygiejnekravet betyder, at der overalt i projektet skal tages højde for risikoen for forurening. Bakterier er små organismer, der kan tilpasse sig og formere sig under selv ekstreme forhold. Der stilles derfor store krav til indretning og drift af et vandværk for at sikre, at vandet fra boringen og helt frem til forbrugeren udsættes for mindst mulig kontakt med forurenende bakterier, og at vækst- betingelserne for disse organismer er dårligst mulige.
Profiltekst og billede

























