Alt for mange tantebestyrelser
De bedste råd får du ikke altid af din mor. Og nok heller ikke
af din tante. De kritiske, men sande vurderinger kommer ofte andre
steder fra – særligt hvad angår forretninger. Her har du brug for
rådgivere, som siger tingene ligeud. Der ser det udefra, kan se
skoven for bare træer og ikke er svøbt ind i hygge og
selskabelighed.
Alt for mange virksomheder har ikke en ordentlig bestyrelse.
Særligt i de små og mellemstore, ejerledede virksomheder er det
ofte en blanding af familie, venner og gamle bekendte, der sidder i
bestyrelsen. Som man sidder og spiser kage med efter
bestyrelsesmødet. Der er tale om tantebestyrelser. Det er et
problem i dansk erhvervsliv og betyder, at virksomhederne ikke i
tide får taget fat om problemerne.
Man kommer til at mangle den sparringsmæssige og værdiskabende
del. Der bliver ikke stillet de rigtige spørgsmål. Der bliver ikke
spurgt, om der er bemærkninger fra revisoren. Der bliver ikke
spurgt, om der er nye markeder, man skal være opmærksom på. Der
bliver heller ikke etableret et årshjul med forskellige indsatser
året rundt.
En virksomhed har brug for en værdiskabende bestyrelse, hvor der
eksempelvis sidder én med forstand på salg og én med forstand på
finansiering. Der bør også være én med brancheerfaring, som dog kan
være virksomhedsejeren selv. Der må også gerne være et medlem med
erfaring i at bygge en bestyrelse op. Er man interesseret i
udenlandske markeder, hjælper det at have et medlem med en
international profil. Har man ikke mindst de første tre af disse
roller besat, har man ofte ikke en reel professionel bestyrelse. Så
har man en tantebestyrelse.
Når man mangler disse afgørende kompetencer i bestyrelsen, gør
det virksomheden sårbar overfor de udfordringer og forandringer,
der ofte ruller ind over virksomheden, særligt i krisetider. Det
kan også være det der gør, at man ikke vækster og ser chancerne,
når de er der. Og dermed ikke får udnyttet sit
potentiale.
Endelig må man indse, at bestyrelsesarbejde ikke er noget nemt
arbejde eller nebengesjæft – hvis det skal gøres ordentligt. Også
med de rette kompetencer på holdet. Senest er den problematik
blevet lyslevende med det store selskab OW Bunkers konkurs. Her
manglede der en konstruktiv og kritisk bestyrelse, som råbte vagt i
gevær. Så selv med et stærkt hold kan det gå galt. Men uden de
rette kompetencer i bestyrelsen indbyder man ligefrem til det. I
Arbejdsgiverne vil vi gerne diskutere, hvor en virksomhed er på vej
hen, hvilke kompetencer man råder over eller måske bør tilegne
sig.






