Toppede brosten hele vejen til Paris

Dette billede illustrere Toppede brosten hele vejen til Paris

– Lima-aftalen anviser vejen frem mod en global klimaaftale på
COP21 i Paris i december 2015. Men det er ingen boulevard –
tværtimod minder det mere om et meget langt cykelløb på toppede
brosten, hvor der ikke er garanti for, at vi når i mål, siger adm.
direktør Lars Aagaard fra Dansk Energi fra Lima og fortsætter.

– Kun ganske få lande har vist vilje til at begrænse deres
CO2-udledninger, og det har været tungt at følge
tomgangsdiskussionerne i Peru.

Med resultatet i Lima er det ifølge Lars Aagaard blevet sværere
at tro på, at Paris-aftalen bliver blot en anelse ambitiøs. Han
tvivler stærkt på, at FN-processen nogensinde kommer til at drive
udviklingen, men derfor er der fortsat værdi i, at de knap 200
medlemslande af FN’s Klimakonvention mødes og udveksler erfaringer,
gode ideer og viden.

– Forandringerne i den virkelige verden bliver drevet af de
lande og regioner, der sætter handling bag ordene. EU er i front
med et mål om en 40 procents reduktion af udledningen af
drivhusgasser i 2030, og det skal vi stå fast på, da den grønne
omstilling skaber arbejdspladser, øger forsyningssikkerheden og
giver vækstmuligheder for virksomheder i hele Europa, siger Lars
Aagaard.

Vejen frem må være, at Europa sammen med progressive parter i
andre dele af verden presser på for at udvikle klimapolitikker og
grønne, prisbillige teknologier.

– På globalt plan er kul og olie fortsat de dominerende
energikilder. Heldigvis falder priserne på vindenergi, solceller og
bæredygtig biomasse samt energieffektive løsninger. Teknologierne
er her allerede, men de fleste skal længere ned i pris, og når det
sker, bliver de grønne løsninger det økonomisk fornuftige valg,
siger Lars Aagaard

Cookie-indstillinger