Det handler om troværdighed
For mange forbrugere kan installatørbranchen være en jungle at
finde rundt i. Det er ikke gavnligt for hverken branche eller
forbrugere. Derfor er Energistyrelsens VE-godkendelse et rigtig
godt initiativ. Ordningen er for virksomheder, der monterer små
vedvarende energianlæg – for eksempel biomassekedler og ovne,
solcelleanlæg, solvarmeanlæg og varmepumper.
Som virksomhed kan man vælge at blive godkendt til en eller
flere af teknologierne. Her kan man opnå en godkendelse fra
Energistyrelsen som henholdsvis VE-montørvirksomhed eller
VE-installatørvirksomhed. En sådan godkendelse giver retten til i
sin markedsføring at kalde sig VE-montørvirksomhed eller
VE-installatørvirksomhed.
I Arbejdsgiverne er vi rigtig glade for initiativet. Det er godt
for både installatører og forbrugere. Installatørerne opnår, at
fårene bliver skillet for bukkene. At useriøse virksomheder, der
giver branchen et dårligt rygte, nemmere sorteres fra. For
forbrugerne betyder det mere overskuelighed. De kan lettere se
hvilke virksomheder, man kan regne med, og hvilke opgaver de er
godkendt til.
Men skal der være respekt omkring ordningen, er det vigtigt, at
det er en offentlig styrelse, der står bag – hele vejen igennem.
Det handler om, at forbrugerne skal kunne vide sig sikre på, at det
ikke er private, kommercielle hensyn, der spiller ind. Derfor er
det misvisende, at Energistyrelsen ikke fra begyndelsen har
udfærdiget et fælles logo og markedsføringsmateriale for ordningen,
som er let genkendeligt for forbrugerne.
Det er en rigtig god ide at lave en samlet side, hvor
forbrugerne kan orientere sig. Og forskellige aktører på området
kan selvfølgelig efterfølgende bidrage med viden og forslag. Men
det skal være Energistyrelsen, der har hånd i hanke med det og står
for udformningen. Ellers har det ingen troværdighed. Derfor
afventer vi i Arbejdsgiverne med spænding Energistyrelsens
udmelding.






