Ny bestyrelse styrker Cembrit
Ny bestyrelse styrker Cembrit
FLSmidth-virksomheden Cembrit offentliggør i dag en ny
bestyrelse, som skal tilføre yderligere fremdrift til virksomheden.
Formand for bestyrelsen bliver Ingemar Tärnskär, der er Executive
Vice President i den svenske køkkenkoncern Nobia, og han får
følgeskab af Niels Peter Møller og Jan Warrer, der ligeledes
udmærker sig med omfattende branchekendskab og
ledelseserfaring.
Cembrit offentliggør i dag en ny og uafhængig bestyrelse, og
dermed tager virksomheden et strategisk vigtigt skridt i den
optimeringsproces, som virksomhedens ejer FLSmidth annoncerede
sidste år.
Optimeringsprocessen omfatter Cembrits aktiviteter i såvel
Danmark som i resten af Europa og skal på en række punkter styrke
Cembrits produktion og produkter – blandt andet ved at udvide
kapaciteten i produktion og salg, reducere back-office omkostninger
og integrere gruppens supply chain.
Formand for bestyrelsen bliver svenske Ingemar Tärnskär, som i
dag er Executive Vice President i Nobia, hvor han også har det
overordnede ansvar for Nobias produktion og logistik.
– Min største styrke i den her sammenhæng er formentlig min
erfaring med forandringsledelse i byggebranchen, som jeg har
arbejdet med de seneste 16 år i såvel Norden som i Tyskland og
England, siger Ingemar Tärnskär og fortsætter:
– Cembrit rummer et betydeligt potentiale for at styrke sin
position på det europæiske marked, og vi er allerede i fuld gang
med at forfølge de muligheder, vi har kortlagt, og som skal sikre
den ønskede optimering og selvstændighed i virksomheden.
Intet quick-fix
Næstformand i den nye bestyrelse bliver Niels Peter Møller, der
netop har forladt en lang operativ karriere til fordel for
bestyrelsesarbejde. Han har beklædt stillinger i Icopal-koncernen
med overordnet ansvar inden for salg og markedsføring og senest som
landeansvarlig i Sverige. Han har igennem en livskarriere i
byggebranchen opbygget stor erfaring med salg og markedsføring –
primært i den danske og svenske byggebranche. Og for Niels Peter
Møller er det vigtigt, at bestyrelsen og den nye ledelse skaber
langsigtede og bæredygtige forbedringer i Cembrit:
– Det her handler i høj grad om at opbygge og styrke vores gode
relationer til kunderne ved gang på gang og på alle vores markeder
at demonstrere, at Cembrit er det rigtige valg, siger Niels Peter
Møller og tilføjer:
– Dermed er der ikke lagt op til noget quick-fix. Vi er i gang
med et langt og sejt træk, men til gengæld skaber vi bæredygtige og
gennemtænkte resultater, hvor vi kommer hele vejen omkring
virksomheden og vores interessenter.
Et samlet Cembrit
Ingemar Tärnskär får i den nye bestyrelse også følgeskab af Group
Director i Grundfos Holding Jan Warrer, som blandt andet bringer
kompetencer inden for supply chain management ind i den nye
bestyrelse.
– Med en ny ledelse og en ny bestyrelse har vi en ret enestående
mulighed for at handle progressivt og udvikle et samlet Cembrit,
der bevæger sig i samme retning, og som samtidig har den lokale
forankring og de lokale relationer, der er altafgørende i enhver
virksomhed, siger Jan Warrer.
Han tilføjer, at han også vil arbejde for at reducere noget af
den kompleksitet, der typisk akkumulerer sig i en virksomhed over
tid, men som ofte ender med at blive en bremse for yderligere
vækst.
________________________________________
For yderligere information kontakt
venligst:
Adm. direktør Martin Jermiin, Cembrit Holding A/S, tlf. 99 37 22
22.
Om Cembrit
Cembrit er Europas største dedikerede distributør af
fibercementprodukter. De vigtigste produktgrupper er planplader til
indvendig og udvendig beklædning af facader, vægge og lofter samt
bølgeplader og skifre, der primært anvendes som tagmateriale.
Virksomheden med hovedsæde i Aalborg har datterselskaber i 11
lande, og det er blandt andet i kraft af denne position, at Cembrit
arbejder strategisk med at udvikle anvendelsesmulighederne for
fibercement og at udvide det totale marked for byggematerialer i
fibercement.
Se mere på cembrit.com






