DAN-doors leverer brandgardin på 14 meter til Viborg Teater
Det var en udfordring af de større at få bugseret det store brandgardin gennem lobbyen til teatersalen.
Sikkerhed ved tæppefald
Når Viborg teater inviterer publikum ind til forestillinger, er det med den højeste brandsikkerhed implementeret med et 14 meter langt brandgardin, der vejer cirka tre tons.
Risikoen for brand er ethvert teaters største mareridt. Mange af landets teatre har til huse i uvurderlige, historiske bygninger, og implementering af moderne brandsikkerhedstiltag kan være en udfordring på grund af begrænsninger i tidligere tiders arkitektur, pladsmangel eller æstetik.
Sikkerheden for gæster og personale er vigtigst
I Viborg Teater er brandgardinet placeret under loftet, bag projektørerne forrest på scenen, og man skal vide, at det er der for at kunne få øje på det. Selv om det er integreret så diskret, at det undslipper al opmærksomhed, udgør brandgardinet en effektiv sikkerhedsvæg, der beskytter både teatrets publikum og dets medarbejdere i tilfælde af brand.
Brandgardiner fås i forskellige brandklasser, og brandgardinet på Viborg teater har EU’s højeste certificeringsstandard, EI-2-60, hvilket er en god indikator på Viborg Teaters stærke engagement i sikkerheden for gæster og personale. Brandgardiner i EI-klassen beskytter mod spredning af brand og skaber samtidig optimale betingelser for sikker evakuering i minimum en time.
En ”umulig” opgave
Brandgardinet blev leveret i ét stykke. Det havde en vægt på cirka tre tons, og det var nødvendigt at tage ekstraordinære midler i brug for at få det gennem lobbyen ind i teatersalen.
Der blev lagt forstærkende plader på gulvet, som ellers ikke ville kunne holde til den tunge vægt, og det lykkedes efter mange timers ”mange-punkts-vendinger” at få brandgardinet ind i teatersalen.
Brandgardinet skulle placeres under loftet foran projektørerne. Der var kun akkurat plads til rullen, og vejen dertil var snæver og kringlet. Kranerne og montørerne kom på overarbejde for at få den tunge gardinrulle sænket oppefra ned over projektørerne til den smalle sliske, hvor den skulle monteres.
Hvor blev det af?
Et 14 meter langt og tre tons tungt brandgardin har en størrelse, der ikke er så let at skjule. Alligevel er det lykkedes at integrere det så diskret under loftet, at man skal vide, at det er der for at se det. Hvis der skulle opstå brand, vil brandgardinet automatisk gå ned og forhindre spredning af ilden som en effektiv sikkerhedsvæg. Fordi der er valgt brandklasse EI-2-60, hvor der er varmeredaktion på den modsatte side, vil teatrets gæster og personale have minimum en time til at blive evakueret sikkert ud af teatret.


Fakta om Viborg Teater:
Viborg Teater havde sin første forestilling d. 12. december 1909.
Det er tegnet af arkitekt Søren Vig-Nielsen.
Teatret har 390 pladser.
Fakta om DAN-doors:
DAN-doors er en dansk dørproducent med hovedkontor i Skanderborg. Virksomheden blev etableret i 1983 og er totalleverandør af døre og porte til industri og erhverv. De sidste mange år har DAN-doors etableret sig som en rådgiver og sparringspartner i byggebranchen og har være involveret i mange store danske byggeprojekter.






