HP Byg vinder Tømrerprisen 2014

Dette billede illustrere HP Byg vinder Tømrerprisen 2014

Modtagerne af Tømrerprisen 2014 blev mandag afsløret i
forbindelse med en prisoverrækkelse på Rungstedgaard ved Rungsted
på Nordsjælland. Den eftertragtede pris gik til de to hovedaktører
bag opførelsen af den nye hotelfløj på Rungstedgaard, henholdsvis
arkitektfirmaet Lundgaard & Tranberg og entreprenørfirmaet HP
BYG. Prisen er på kr. 150.000 og gives til byggerier, hvor
trækonstruktioner indgår som en markant bygningsdel, eller hvor
tømrerfaget på anden vis har spillet en afgørende rolle.

Den nye hotelfløj på Rungstedgaard består af 1.800 kvadratmeter
og rummer 40 hotelværelser. Hotelfløjen har to etager og er formet
som en buet længe, der næsten danner en kvartcirkel. Hele byggeriet
er placeret på punktfundamenter i skovbunden, og der er tale om et
helt unikt og nærmest svævende byggeri:

– Rungstedgaard har været en fantastisk og meget usædvanlig
opgave. Hovedentreprisen var oprindelig vundet af en anden
entreprenør, men vi overtog opgaven i 12. time, da virksomheden gik
konkurs, efter at projektet var sat i gang, forklarer
administrerende direktør Henrik Petersen fra HP Byg.

HP Bygs projektleder på byggeriet Kris Houmann fortsætter: – Vi
fik dog hurtigt samlet trådene og organiseret byggeriet, så det
kunne afleveres så hurtigt som overhovedet muligt. Derfor valgte vi
blandt andet at udføre bygningen i præfabrikerede moduler. Det
forkortede byggeprocessen, og samtidig blev belastningen af den
flotte natur ved Rungstedgaard så lille som overhovedet mulig.

HP Byg fik færdiggjort byggeriet på bare syv måneder uden vel at
mærke at gå på kompromis med kvaliteten. Rungstedgaard kunne
således tage den nye hotelfløj i brug til tiden:
 
– Både bygherre, arkitektfirma og vi var enige om, at tiden var
vigtig, men også at kvaliteten skulle være i top. Bygherre og
arkitekt havde valgt en række helt specielle løsninger, der
stillede store krav til udførelsen, og ikke mindst derfor er vi
meget stolte over at få tildelt Tømrerprisen, pointerer Henrik
Petersen videre.

Hotelfløjens udvendige facader er af sort fyrretræ, som gennem
en forudgående varmebehandling er gjort modstandsdygtig over for
skimmel og svamp. De udvendige terrasser er af egetræ og har
pulverlakerede rækværk. Byggeriet lever op til alle væsentlige
kriterier for tildeling af Tømrerprisen, og derfor hedder det
blandt andet i begrundelsen: “Gennem et snævert samarbejde mellem
de to hovedaktører, arkitekt og entreprenør, blev den traditionelle
byggeproces med mange aktører og grænseflader, erstattet af en
strømlinet produktion uden forsinkelser – og både arkitekt og
entreprenør har oplevet det tætte samarbejde under byggeprocessen
som konstruktivt og vellykket”.

Fakta om Tømrerprisen
Tømrerprisen uddeles hvert år af Københavns Tømrerlaug og er på
150.000 kroner. Prisen har til formål at belønne personer, firmaer,
organisationer eller bygherrer, som har udført eller har deltaget i
et byggeri, hvor trækonstruktioner indgår som en markant
bygningsdel, eller hvor tømrerfaget på anden vis har spillet en
afgørende rolle.

Tømrerprisen er indstiftet og finansieret af Kirsten og Freddy
Johansens Fond. Københavns Tømrerlaug er et af Danmarks ældste
eksisterende laug. Siden 1515 har lauget forenet respekten for det
gode håndværk med forståelse for nutidens og fremtidens krav.

Tømrerpris-komitéen består af:
Jan Søndergaard, professor på Arkitektskolen i København
Lars Ole Hansen, formand for Bygherreforeningen i Danmark
Lars Storr-Hansen, direktør i Dansk Byggeri
Søren Larsen, viceoldermand i Københavns Tømrerlaug
Flemming Kjærgaard, oldermand i Københavns Tømrerlaug

Cookie-indstillinger