Sabina skal sælge Skives virksomheder til studerende
Klokken nærmer sig 12. Støt og roligt siver de studerende ind i
kantinen og sætter sig i spredte grupper ved bordene. Sabina står
klar til at tage imod de studerende fra Institut for Elektroniske
Systemer på Aalborg Universitet. Det er hendes første opgave “i
marken” som nyansat ambassadør for Skive Kommune, og hun er ikke
alene. Med sig har hun Julie Lysdal Markussen, der til daglig
arbejder i Skive Kommunes afdeling for erhverv og udvikling, og
René Klaris, der er ansat som automationsingeniør i
Skivevirksomheden Kilde A/S Automation.
De tre unge har alle en baggrund på Aalborg Universitet, og de
kommer også alle tre oprindeligt fra Skive. Men så hører ligheden
også op. 28-årige René er diplomingeniør med speciale i industri og
produktion. 26-årige Julie er cand.scient.adm. og ansat i en
to-årig projektstilling med særligt henblik på at fremme
samarbejdet mellem universitetet og virksomhederne i Skive Kommune.
24-årige Sabina er snart kandidatstuderende på Sprog og
International Virksomhedskommunikation med engelsk som
hovedsprog.
Spændende virksomheder
Hver især har de kun godt at sige om mulighederne for et
spændende job på Skive-egnen.
– De færreste studerende herfra kender til de virksomheder, der
ligger bare lidt udenfor Aalborg. Men der er så mange
interessante virksomheder og jobmuligheder, hvis man har mod på at
kigge bare lidt længere væk, fastslår Sabina.
Og det er da også hovedbudskabet her i kantinen, hvor små
klynger af studerende samles nysgerrigt om de tre repræsentanter
fra Skive. Spørgelysten er stor, og en del af tiden foregår
samtalen på engelsk. Der er mange udenlandske studerende ved
Aalborg Universitet, og det er måske en fordel. Som udlænding er
man hverken bundet af eventuelle forudindtagede meninger om
karrieremulighederne i de mindre byer, og man er heller ikke
særligt knyttet til en bestemt egn, fordi man er vokset op der. Men
det er en myte, at de unge ikke vil flytte til de mindre byer,
mener de tre fra Skive.
– Det afgørende er, hvor der er mulighed for at få et godt job,
siger Sabina, og nævner som et eksempel en studieveninde, der er
vokset op i Esbjerg, har læst i Aalborg og netop er flyttet til
Silkeborg – fordi det var dér, jobbet var.
Stor indflydelse
– Vi er trods alt unge og har muligheden for prøve noget nyt,
inden vi bliver alt for etablerede. Og det er heller ikke alle, der
vælger at tage til udlandet. Det, de færreste er klar over, er at
de mindre kommuner også har noget at tilbyde. Det skal vi blive
bedre til at fortælle de studerende om, understreger Sabina.
En del af ansvaret ligger også hos virksomhederne selv, og det
er baggrunden for at René i dag har plancher og brochurer med fra
Kilde A/S Automation. Han oplever de studerende som meget
nysgerrige og åbne overfor muligheden for at komme i studiepraktik,
når først de får et indblik i, hvad virksomheden kan tilbyde. Og
det er muligvis mere, end de fleste studerende umiddelbart
forestiller sig.
– Det er klart, at der er forskel på, om du lander i en stor
virksomhed med 4000 ansatte eller et sted som Kilde, hvor vi er
omtrent 80. Men potentialet er enormt, og dine muligheder for at få
indflydelse på din egen stillingsbeskrivelse og indholdet i dit job
er meget stort i en mindre virksomhed, understreger René, der selv
har været med til at udforme dén stilling, han har i dag.
Gode jobmuligheder
Det er de mindre og mellemstore virksomheder, der kendetegner
erhvervssammensætningen på Skive-egnen. Flere af dem oplever massiv
fremgang og bevæger sig i disse år fra de traditionelle håndværks-
og produktionsfag til en mere innovativ og moderne industriel
identitet, mange med et globalt afsæt. Behovet for højtuddannet
arbejdskraft er stort, og derfor bejler flere og flere virksomheder
til de studerende på Aalborg Universitet og andre
vidensinstitutioner.
Frokostpausen lakker mod enden, og langsomt tømmes
kantinen for mennesker.
En studerende, der går på 10. semester nærmer sig René og
spørger forsigtigt til jobmulighederne i Skive. De er gode, kommer
det med et smil. Efterfulgt af spørgsmålet: Hvad har du
specialiseret dig indenfor?
– Nogle gange er det nemmeste simpelthen at bede de studerende
selv kontakte den virksomhed, de er interesseret i. For en
virksomhed af vores størrelse har vi ikke direkte nogle specifikke
stillinger/specifikationer på et eventuelt praktikforløb, så kommer
der en studerende med et ønske om et specifikt praktikforløb inden
for et bestemt felt, kan forløbet tilrettelægges i forhold til den
enkelte studerendes ønsker og virksomhedens aktuelle projekter.
Dermed sikres det helt rigtige match mellem det, den studerende kan
tilbyde, og de kompetencer, virksomheden efterlyser, siger René,
hvis eget praktikforløb og senere job hos Kilde A/S Automation blev
skræddersyet på den måde.
Tættere kontakt
– I det hele taget er der behov for, at virksomhederne og de
studerende kobles tættere til hinanden. Det er dér, mulighederne
ligger, for først når de studerende får kendskab til de
virksomheder, der findes, kan de overveje at søge derhen, fastslår
Sabina.
Hun er glad for den positive interesse, de studerende udviser,
og hun ser det som en stor fordel, at virksomhederne også selv har
en interesse i at investere ressourcer i at gøre sig synlige.
– Det er det, der gør funktionen som ambassadør så spændende.
Men jeg kan jo ikke løfte opgaven alene. Derfor er det vigtigt, at
René er med i dag og repræsenterer Kilde A/S Automation, siger
Sabina.
Flere virksomheder fra Skive har planer om at besøge Aalborg
Universitet, så kendskabet kan udbredes og den direkte kontakt kan
blive skabt.
– Vi ved jo godt, at der er mulighed for et spændende job i
København eller hos én af de store virksomheder herhjemme: Danfoss
på Als eller Grundfos i Bjerringbro. Men der er også masser af
muligheder i Skive, lyder det med et stort smil fra ambassadøren
Sabina.
FAKTA om Skive Kommunes ambassadør
• 24-årige Sabina Nielsen er ansat af Skive Kommune som
studentermedhjælper i en nyoprettet ambassadørfunktion på Aalborg
Universitet.
• Sabina kommer oprindeligt fra Skive og læser nu Sprog og
International Virksomhedskommunikation på Aalborg
Universitet.
• Hendes primære arbejdsopgave er at knytte kontakter og
oplyse de studerende på universitetet om mulighederne for
studiepraktik og job i virksomhederne på Skive-egnen.
• Ambassadørfunktionen indgår som en del af den
samarbejdsaftale, Skive Kommune har indgået med Aalborg
Universitet.
• Visionen er at skabe vækst og vidensudveksling og dermed
understøtte erhvervslivets behov for kvalificeret
arbejdskraft.
• 21 virksomheder fra Skive Kommune har p.t. meldt sig til
samarbejdsaftalen.
• Samarbejdsaftalen med Aalborg Universitet blev indgået pr.
1. september 2013 og løber frem til udgangen af 2015.






