Skal toldmuren stå lige så længe som Berlinmuren?
Da Storebæltsbroen åbnede vidste ingen med sikkerhed, om den
ville blive en succes. Borgerne indstillede sig på at skulle betale
en betydelig sjat penge, hver gang de krydsede broen. Den havde
været rigtig dyr, og nu skulle den betales tilbage. Det var kun
rimeligt, tænkte mange. Så kunne man senere sænke
prisen.
I dag er der vist ingen tvivl om, at broen var en succes. Det er
gået strygende med tilbagebetalingen, så man i dag forventer, at
den er tilbagebetalt i 2023. Det er tre-fire år tidligere end
beregnet. Og det kunne endda have været seks år tidligere, hvis den
ikke var blevet anvendt som finansieringsmaskine til andre
trafikprojekter af skiftende regeringer.
Men selvom broen er flittig brugt, og det går strygende med
tilbagebetalingen, er det stadigvæk rigtig dyrt at krydse broen.
Ja, ganske vist blev prisen sænket en anelse i 2005. Men vi betaler
alligevel 235 kroner for at køre over broen. Med en større varebil
hedder prisen 705 kr. Det bliver til rigtig mange penge for dem,
der ofte har brug for at krydse broen.
Det er i højere grad fynboer og jyder end sjællændere, der må
krydse broen. Det giver slagside til de små virksomheder vest for
Storebælt og udgør reelt en toldmur. En mur som ikke bare begrænser
virksomhederne, men i øvrigt også gode skatteborgere i
almindelighed, der har brug for – eller bare lyst til – at køre en
tur til landets hovedstad.
I forvejen har vi et Danmark hvor sammenhængskraften halter. År
efter år viser statistikkerne, at BNP stort set kun stiger i
hovedstadsområdet. Problemet med Storebæltsbroen handler også om at
sikre mobilitet for erhvervslivet, så vi kan få bremset en
udvikling, hvor landet deles endnu tydeligere i to dele – øst og
vest.
Det er efterhånden 16 år siden, at Storebæltsbroen åbnede og der
er stadig ingen udsigt til billigere bropriser. Som tiden går leder
det tankerne hen på Berlinmuren, der blev opført i 1961 og kom til
at stå i 28 år. Vi er efterhånden begyndt at spekulere over, hvor
længe Storebæltsbroen skal være en toldmur gennem Danmark?






