Sammen er vi stærkere

Dette billede illustrere Sammen er vi stærkere

Af Hanne Nylev, hovedbestyrelsesmedlem i DS Håndværk &
Industri.
Industrivej 24, 5762 Vester Skerninge.

Hvis der ikke bliver antaget lærlinge, får man ikke uddannet den
nye generation af håndværkere. Men der er mange, der her bærer et
ansvar.

Vores medlemsvirksomheder, som er små og mellemstore
virksomheder indenfor håndværk og industri, hører til de
virksomheder, der tager flest lærlinge. Det er en betydelig
uddannelsesmæssig opgave, man her løfter. Det siger vi ikke bare
for at pudse vores glorie, men mere for at sige, at sværere behøver
det ikke være.     

Der hvor det halter med at tage lærlinge er i offentlige
virksomheder, og i de helt store virksomheder, der ellers har
masser af ressourcer til at håndtere det papirarbejde, der følger
med. I de virksomheder skal man virkelig kigge langt for at få øje
på en lærling. Det kan der sikkert være mange grunde til. I
Ugebrevet A4 kan man læse, at arbejdsgiverne siger nej tak til
lærlinge, fordi de er for dårlige.

Det er nok sat lidt på spidsen. Men lærlingene kan blive bedre,
og de har faktisk også et ansvar. De kan eksempelvis i højere grad
køre rundt og banke på hos virksomhederne. Selv om kontakten kan gå
gennem skolen i dag, er det jo ikke forbudt selv at tage rundt og
besøge et par arbejdsgivere og vise noget vilje. 

Erhvervsskolerne kan også blive bedre. Vi anbefaler et tættere
samarbejde lokalt mellem virksomheder og erhvervsskoler. Og så er
der svendene. Det er givetvis ikke altid nemt at komme ind i en
virksomhed som lærling. Her har svendene også en pligt til at gøre
plads i kollegaskabet.

I de små og mellemstore virksomheder kan man også blive bedre
til at håndtere lærlinge. Vi er alle nødt til at gøre det bedre.
Udfordringen med lærlinge er en fælles udfordring, og her skal
erhvervsskoler, små virksomheder, store virksomheder, svende,
mestre og lærlinge alle stramme sig an. Så skal vi nok få det løst
– så svært er det nemlig heller ikke.

Cookie-indstillinger