GARANT UDLEJNING A/S FLYTTER I NYT HOVEDSÆDE
Garant Udlejning A/S, der i over 20 år har beskæftiget sig med
materieludlejning, er fusioneret med søsterselskabet Xycon A/S, et
førende selskab inden for salg og drift af softwarebaserede
udlejnings- og materielstyringsløsninger. Dette kombineret med en
øget aktivitet i Garant Udlejnings materieludlejning, har betydet
at virksomheden er vokset ud af sit nuværende hovedsæde og har
måtte se sig om efter større lokaler, der kunne rumme alle
forretningsområderne.
Garant Udlejning har i mange år holdt til på Fabriksparken, og
det er da heller ikke nogen tilfældighed at det nye hovedsæde også
kommer til at ligger her. Garant Udlejnings grundlægger og direktør
Johnny Noisen kunne ikke drømme om at virksomheden skulle ligge
andre steder. Fabriksparken er det ideelle område for Garant
Udlejning, da det er et centralt beliggende og dynamisk
kvarter.
D. 14. december flytter Garant Udlejning derfor ind i
nyrenoverede lokaler på Fabriksparken 11 i Glostrup. De nye lokaler
vil rumme både den fysiske udlejningsforretning af maskiner og
værktøj til erhverv og private, salg af materielstyrings- og
udlejningsløsninger samt virksomhedens administration.
“Det nye hovedsæde sikrer os de perfekte rammer for Garant
Udlejnings fortsatte vækst. Lokaliteterne er ideelle til både
materieludlejning og salg og administration og giver vores
medarbejdere de bedste muligheder for at servicere vores stadig
større kundebase. Vi er i fuld sving med at renovere lokalerne og
ser frem til at tage de nye faciliteter i brug allerede til
december” siger direktør Johnny Noisen.
“Vi glæder os meget til at vise de nye lokaler frem for nye og
gamle kunder og samarbejdspartnere. Vi vil som altid have varm
kaffe på kanden og byder i anledningen af flytningen på lidt ekstra
julegodter til
alle besøgende i hele december.” fortsætter Johnny Noisen.
Garant Udlejning A/S har beskæftiget sig med materieludlejning
siden 1993 og har i dag egne udlejningsforretninger i Glostrup og
Odense samt en online udlejningsforretning, der distribuerer
værktøj og materiel i hele landet. Herudover er Garant Udlejning
førende inden for softwarebaserede udlejningsløsninger til
grossister og detailhandlende og har i dag ca. 80
udlejningssatellitter, der alle er koblet på Garant Udlejnings
system. Endelig tilbyder virksomheden også
materielstyringsløsninger til kommuner og større virksomheder.






