Arbejdsgiverne – Får vi bedre bredbånd i hele Danmark?

Dette billede illustrere Arbejdsgiverne – Får vi bedre bredbånd i hele Danmark?

Det er glædeligt, at regeringen i deres nye plan “Vækst og
udvikling i hele Danmark” har prioriteret at få gjort noget ved den
dårlige mobil- og bredbåndsdækning. Her taler man blandt andet om
etablering af en statslig bredbåndspulje, bedre mulighed for at
udnytte eksisterende passiv infrastruktur til bredbånd og ambitiøse
dækningskrav i kommende frekvensauktioner. Og her må der være tænkt
på landdistrikterne.

Vi har selvfølgelig til gode at se, hvordan det bliver
implementeret. Men det er uanset hvad et skridt i den rigtige
retning og en vigtig holdningstilkendegivelse. Man har langt om
længe lyttet til de medier, politikere og organisationer, og
heriblandt Arbejdsgiverne, der har forsøgt at gøre opmærksom på den
dårlige dæknings konsekvenser for tusinder af små og mellemstore
virksomheder.  

Dårlig mobildækning i landområderne giver virksomhederne
problemer med mange almindelige dagligdagsopgaver. Mobiltelefonen
er i dag et arbejdsredskab til eksempelvis fakturering direkte hos
kunden, billeddokumentation og videovejledninger. Kan man ikke
anvende de værktøjer, bliver det sværere at drive forretning i
områder, hvor der ellers særlig brug for flere
arbejdspladser. 
Tallene taler i øvrigt deres eget tydelige sprog. 2,1 millioner
danskere anvender i dag dagligt deres mobiltelefon til
internetadgang. Men 315 af landets 586 postnumre må stadig nøjes
med en decideret ringe dækningsgrad for det mobile bredbånd, har en
kortlægning fra Erhvervsstyrelsen vist.   
Der er ingen tvivl om, at det vil være en gevinst for samfundet at
sikre bedre dækning. Rambøll har i en rapport udarbejdet for
Erhvervs- og Vækstministeriet anslået, at der samlet set kan være
en positiv effekt på mellem 0,7 og 1,7 milliarder kroner for
samfundet over en tiårig periode ved at anvende 700
MHz-frekvensbåndet til mobilt bredbånd.
Nu må vi se, hvor meget regeringens initiativer batter. Men ellers
må man overveje at indføre forsyningspligt på mobilt bredbånd. Man
har forsyningspligt på en lang række områder. Eksempelvis vand, el
og stationære telefoner. Det betyder, at vil et selskab tjene penge
på at levere en ydelse, er det også forpligtiget til at levere i de
tyndt befolkede områder, hvor fortjenesten typisk er mindre. Hidtil
har teleselskabernes kommercielle interesser ikke været nok til at
møde virksomhedernes behov. Men mon ikke regeringen mener det
alvorligt med “Vækst og udvikling i hele Danmark”. Vi venter
spændt.

Cookie-indstillinger