Arbejdsgiverne – Udkanten rækker langt ind i midten af Jylland

Dette billede illustrere Arbejdsgiverne – Udkanten rækker langt ind i midten af Jylland

Jeg besøgte en mellemstor industrivirksomhed i en større by i
Midtjylland den anden dag. Der var tale om en god og rentabel
forretning, der har kørt godt de senere år. Ejerne ønsker at sælge
en del af erhvervsejendommen fra, men kan ikke finde en køber. For
der er ingen, der kan få banken og realkreditten med på
finansieringen. Og det har jeg efterhånden set en del gange.
Forklaringen er, at virksomheden set med bankøjne ligger i det
forkerte postnummer. I debatten om udkantsdanmark, må man derfor
konstatere at udkanten snart strækker sig ind i midten af Jylland.
Og hertil kommer Fyn og Sjælland med samme problemer.
 
Politikere og organisationer står i disse dage i kø for at skabe
bedre muligheder for finansiering af private boliger i
landdistrikterne. Finanstilsynet har været ude og sige, at folk i
provinsen sikkert godt kan spare op til et hus, selvom de ikke har
tårnhøje lønninger, og at man alligevel ikke behøver at have et
rådighedsbeløb på 14.000-15.000 kr. om måneden for at være i stand
til at afdrage på et hus.

Kort efter dukkede Realkredit Danmarks direktør Carsten Nøddebo
op med et budskab om, at man nu ville gøre det muligt at overtage
købers gæld i en ejendom. Det ville betyde, at der kom mere skub i
boligmarkedet og kreditforeningen havde den fordel, at hellere en
nogenlunde betaler end en rigtig dårlig betaler.
 
Boligekspert fra Syddansk Universitet Morten Skak har efterfølgende
sagt det som de fleste indenfor bankverdenen allerede vidste – at
den mulighed har man hele tiden haft. Godt ord igen. Men en
mulighed som ingen benytter, er jo ikke en mulighed, så det, at den
nu bliver støvet af og båret frem i lyset, kan nok alligevel få en
betydning.

Generelt må man dog sige, at det foreløbig mest er
signalpolitik. Men det er ikke nødvendigvis dårligt. For det viser
en holdningsændring. I det mindste ruller bolden nu.
Landdistrikternes adgang til finansiering er kommet på dagsordenen
på en helt anden måde end for et par år siden.

Så skal vi bare have virksomhederne med også. For det er fint
nok, at man kan få tag over hovedet, men det er også vigtigt, at
man kan få et arbejde. Og her er adgang til finansiering et stort
problem. Hvis man ikke engang kan handle gode erhvervsejendomme i
Midtjylland er der noget galt. Derfor bliver det interessant at se,
hvad der nu kommer af udmeldinger omkring adgang til finansiering
for virksomheder.

Cookie-indstillinger