ELFORSK skaber energibesparelser, eksport og job
Det konkluderer en rapport fra konsulenthuset COWI, der har
undersøgt de samfundsmæssige effekter af tre betydningsfulde
energiforskningsprogrammer i Danmark. Resultaterne vækker
tilfredshed og stolthed hos Dansk Energi.
Rapporten, der netop er udkommet, har undersøgt knap 60
ELFORSK-projekter over de seneste fem år, og når frem til, at
virksomhederne ikke kun skaber mærkbare effekter i forhold til
energispareområdet, men også i forhold til eksport, omsætning og
beskæftigelse. De adspurgte virksomheder i undersøgelsen har
sammenlagt opnået en ekstra omsætning på 76,4 mio. kr. årligt og
har samtidig skabt 112 nye, faste stillinger.
– Jeg er utrolig glad for, at ELFORSK er med til at skabe så
markante vækstresultater hos danske virksomheder. Særligt set i
lyset af, at vores forskningsprojekter jo først og fremmest handler
om energibesparelser. At der så oven i de resultater følger
meromsætning og beskæftigelse, kan vi jo kun være ovenud tilfredse
med og meget stolte over. Det sætter en tyk streg under, at den
grønne omstilling ikke kun har positive effekter for klimaet, men
også for den økonomiske bundlinje, siger Jørn Borup Jensen, der er
forskningskoordinator for ELFORSK hos Dansk Energi.
ELFORSK uddeler hvert år 25 mio. kr. til forsknings- og
udviklingsprojekter og bidrager derigennem til udviklingen af
energieffektive teknologier, metoder og virkemidler, der nedbringer
eller flytter energiforbruget.
– Foruden at vores fokus er forankret i teknisk udvikling af nye
energieffektive løsninger, der skal ud og virke i virksomhederne,
er det meget tilfredsstillende, at vor formidlingsindsats
værdsættes af ordningens brugere. Disse udtrykker nemlig, at
formidlingen har haft en positiv indflydelse på interessen for
projektresultaterne. På den måde er evalueringen af ELFORSK et
dejligt skulderklap til vores arbejde, siger Jørn Borup Jensen.
ELFORSK har etableret flere netværk mellem forskellige
aktørtyper. Et eksempel er samarbejdet mellem Teknologisk Institut
og Vesttherm, som med støtte fra ELFORSK har udviklet en ny
brugsvandsvarmepumpe til private hjem, der er den hidtil mest
energieffektive på det europæiske marked, og hvor produktionen af
varmepumpen vil foregå i Danmark. Som påskyndelse for det unikke
resultat overrakte HKH Kronprins Frederik ELFORSK Prisen på
Energiens Topmøde i juni til projektteamet.
Resultaterne af evalueringen er offentliggjort i rapport
“Evaluering af Energi-, Forsynings og Klimaministeriets forsknings-
og udviklingsprogrammer for ny energiteknologi”, oktober 2015.






