Nu får det sorte arbejde kronede dage
Vi husker vist alle sammen hvordan, at Lars Løkke Rasmussen
under valgkampen turnerede land og rige rundt og lovede, at
genindføre håndværkerfradraget. For snurrende tv-kameraer besøgte
han i bedste sendetid små håndværksvirksomheder og lovede, at hvis
Venstre fik regeringsmagten, så kunne man regne med
håndværkerfradraget.
Og håndværkerfradraget bliver genindført. Men desværre er der en
lang række brancher og forskellige typer arbejde, som ikke bliver
omfattet af ordningen. Det gælder eksempelvis malerarbejde og en
del vvs-arbejde. Det var ikke helt det, han lovede dengang. Og det
er egentlig ret så ærgerligt. Ikke bare for mange små
håndværksmestre, der havde set frem til en lille håndsrækning, men
også for statskassen og hele samfundet, når det sorte arbejde
vender tilbage.
Håndværkerfradraget har jo ellers været en effektiv måde at bekæmpe
sort arbejde på. Hvis ikke man indberetter arbejdet, kan man ikke
få fradraget. Ganske enkelt. Som organisation har vi da også hørt
fra mange virksomheder, at de fik væsentlig færre henvendelser fra
kunder, der ville have lavet sort arbejde i tiden med
håndværkerfradraget – før den tidligere regering droppede det. Det
er problematisk med sådan en stop-and-go politik, hvor
virksomhederne ikke ved hvilken ordning, der gælder i
morgen.
Med den nuværende regeringens videreførelse af ordningen gives der
i højere grad tilskud til energibesparende investeringer, og det er
rigtig fint. Der er 1,5 millioner enfamiliehuse i Danmark. Heraf er
en million opført før 1980, før der kom energikrav i
byggereglementet. Omkring 700.000 af de boliger har stadig
betydeligt potentiale til energibesparelser. Det viser tal fra
Danmarks statistik og Statens byggeforskningsinstitut. Den del er
god nok.
Men den tidligere ordning var nemmere for forbrugerne at forstå.
Så hvorfor nu gøre den kompliceret med alverdens undtagelser, hvor
forskellige typer arbejde ikke er omfattet. Så udvander man
ordningen. Man skulle hellere gå i den modsatte retning. Over en
halv million danskere benyttede ordningen om året og vores
nabolande Sverige og Tyskland har ordninger med endnu større
fradrag på henholdsvis 40.000 kr. og 45.000 kr. Det er den vej, vi
skal gå. Til gavn for hele samfundet. I stedet er det nu
skattefuskerne, der kan glæde sig – de får kronede dage






