Mercantec – 1200 til Åbent Hus på Mercantec

Dette billede illustrere Mercantec – 1200 til Åbent Hus på Mercantec

Mercantec-elever var på dagen trådt til som guider, hvor de
viste de interesserede rundt på Viborg Handelsgymnasium, Viborg
Tekniske Gymnasium, EUX og de mere end 50 forskellige
erhvervsuddannelser, som Mercantec udbyder. Samlet set kiggede
omkring 1200 besøgende inden for på Mercantecs tre adresser i
Viborg.

– Det er dejligt, at så mange har lyst til at høre nærmere om
vores mange erhvervsuddannelser og gymnasieuddannelser. Vi håber
dagens oplevelser kan være med til at afklare de unge i deres
uddannelsesvalg. Vi er i hvert fald klar til at byde dem velkommen
på Mercantec, siger direktør Kirsten Holmgaard.

Stor interesse for HTX og EUX

Elever, undervisere, studievejledere og praktikpladskonsulenter
stod dagen igennem klar til at svare på spørgsmål om alt fra
studieretninger, fag og praktik til karrieremuligheder, fester og
studiemiljø. Mange besøgende havde også benyttet sig af muligheden
for at downloade en af Mercantec nyudviklet app, som guidede rundt
på skolens uddannelser.

Flere unge benyttede sig af muligheden for at tilmelde sig en
uddannelse på dagen. Særligt var der stor interesse for at høre om
EUX og EUX Business: De to studieretninger kombinerer en faglært
uddannelse som fx tømrer, industritekniker, ernæringsassistent
eller kontor med en studentereksamen. Også HTX-uddannelsen på
Viborg Tekniske Gymnasium havde mange besøgende. De kunne både
opleve fysik- og kemishow, Oculus teknologi, skolens fusionsreaktor
og se 3D-printere i aktion. Også gymnasiets nye studieretning “Game
design” var et stort trækplaster.

Tæt på elbiler, robotter, computere og
industrimaskiner

I skolens gf.1.miljø kunne man komme tæt på 7 forskellige
fagretninger, der giver adgang til over 50 spændende
erhvervsuddannelser. Gf.1 er for elever, der kommer direkte fra
9./10. klasse. På dagen kunne man både komme på gamer-messe, lege
med robotter og Lego Mindstorms, få smagsprøver og bygge
miniaturemodeller.

På AutoTeknisk Center, House of Technology og MetalCraft bød
elever inden for i de arbejdende værksteder med elbiler, robotter,
computere og industrimaskiner. Her kunne man få inspiration til en
fremtid inden for produktion, teknologi, strøm, styring, automatik,
transport og design.

På Byggetek – Mercantecs afdeling for bygge- og
håndværksuddannelser konkurrerede eleverne om at blive den bedste i
deres fag inden for tømrer, bygningsmaler, struktør og
byggemontagetekniker. På Hotel- & Restaurantskolen kunne man få
en snak om økologi, sundhed og hygiejne, mens der blev kogt,
braisseret, slagtet og bagt. Og Viborg Handelsgymnasium og
Handelsskolen Viborg bød besøgende inden for til rundvisninger,
studieturspræsentationer og foredrag om henholdsvis en
handelsfaglig studentereksamen eller erhvervsuddannelse inden for
kontor, detail og EUX Business.

Se fotos fra dagen på Mercantecs facebookside
facebook.com/mercantec.dk

Cookie-indstillinger