Solrød Biogas – et firedobbelt columbusæg

Dette billede illustrere Solrød Biogas – et firedobbelt columbusæg

Fra både EU-Kommissionen og den danske regering var der masser
af ros, da Solrød Biogas A/S mandag formiddag officielt blev
indviet. Anlægget vil på årsbasis producere ca. 10 mio. m3 biogas
på basis af lokale råvarer som gylle fra landbruget, tang fra
stranden og restprodukter fra industrien. Teknologien med en unik
sammensætning af restprodukter, der omdannes til energi, kan blive
et internationalt forbillede.

Tre sakse skulle der til, da den røde snor til anlægget blev
klippet mandag formiddag. Lars Christian Lilleholt, minister for
Energi, Forsyning og Klima, og Vincent Berrutto fra EU-Kommissionen
klippede snoren sammen med Niels Hörup, borgmester i Solrød og
formand for Solrød Biogas A/S.

Alle columbusægs moder
Lars Christian Lilleholt beskrev anlægget som et banebrydende
bidrag til fornyelse af bæredygtig energi.

– Der er tale om mindst et firedobbelt columbusæg, ja nærmest
alle columbusægs moder, lød det fra den begejstrerede minister. I
fortrænger fossile brændsler. I udnytter spildprodukter fra
landbrug, industri og strand. I skaber en bedre fordeling af
næringsstoffer til landbrugsjorden. Og I hjælper med at få
ildelugtende tang væk fra stranden.

Lars Christian Lilleholt sagde, at det er stærkt signal, at når
Solrød ønsker ren energi, så er der lokale kræfter, som går sammen
om at bygge et værk. Lige som tidligere, hvor lokalsamfund, som
ønskede rent drikkevand, gik sammen og byggede et vandværk.

Ministeren glædede sig over, at det er en grøn omstilling, som
er lokalt funderet og med brug af lokale kræfter og med lokale
råvarer. At dette anlæg kan udnytte tang er ganske unikt. Han
kaldte projektet et godt bidrag til at udvikle nye biogasløsninger,
der kan inspirere andre, ikke mindst i kystnære områder, i Danmark
og resten af EU. Indvielsen blev da også symbolsk markeret ved, at
det hidtil første læs tang blev kørt i modtagetanken på
anlægget.

Hele Europa kan lære af jer
Også Vincent Berrutto fra EU-Kommissionen, mener, at
biogasanlægget i Solrød kan inspirere andre lokalsamfund i Europa.
Det er et af 95 projekter med bæredygtig energi, som Kommissionen
har støttet de seneste fem år, og Solrød bliver brugt som et
succeseksempel på, hvordan projektstøtte reelt kan realisere
yderligere anlægsinvesteringer på klima- og Energiområdet.

– Lad os hjælpes ad med at få fortalt resten af EU om jeres
unikke projekt, hvor det er muligt at skabe konkurrencedygtig grøn
energi. Det er et eksempel, som hele Europa kan bruge og lære af. I
har udvist politiske visioner og lederskab i et projekt, der
matcher EU’s mål om at bruge fornybare brændsler i stedet for, at
vi, som vi gør i dag, dækker over halvdelen af energiforbruget ved
at importere fossile brændsler. Dette her er et stærkt bidrag til
kampen mod klimaændringer og til at nå en mere grøn energifremtid,
sagde Vincent Berrutto.

Tjent hjem på ti år
Niels Hörup slog i sin tale fast, at Solrød ikke blot sætter
ambitiøse mål – man realiserer dem også. Når anlægget om en måned
er i fuld drift, vil det, på årsplan, producere ca. 10 mio. m3
biogas. Solrød Kommune har et klimamål om at reducere udledningen
af CO2 med 55 procent inden 2025. Biogasanlægget alene indfrier
halvdelen af dette mål.

Miljømæssigt er det derfor en god investering. Men økonomisk
holder den også, konstaterede Niels Hörup. Indtægterne fra salg af
gas m.m. betyder, at anlægget tjener sig selv hjem på ti år

Cookie-indstillinger