Dansk Metal – Industribeskæftigelsen steg med mere end 1.000 på en måned

Dette billede illustrere Dansk Metal – Industribeskæftigelsen steg med mere end 1.000 på en måned

​Efter en svag udvikling i 2. kvartal, er beskæftigelsen for
lønmodtagere i industrien tilbage på sporet med en solid fremgang
for september måned. Således steg antallet af lønmodtagere i
industrien ifølge nye tal fra Danmarks Statistik med 1.006 personer
sammenlignet med august, efter der er taget højde for sæsonudsving.
Set over det seneste år er industriens lønmodtagerbeskæftigelse
steget med knap 3.900 personer i forhold til september 2014.

– Krisen kostede mange industrijob, men de seneste år er
udviklingen vendt og der skabes tusindvis af nye industrijob, siger
økonom i Dansk Metal, Mikkel Skydsgaard i en kommentar til
tallene.

Han forklarer, at det generelt går godt for danske
industrivirksomheder, der har en solid konkurrencekraft og vinder
mange ordrer hjem:

– Vi har set en solid udvikling i industriens produktionsindeks
den seneste tid, og selvom vi så en lille opbremsning i
beskæftigelsen i april og maj måned, melder virksomhederne i
industrien om langtidssikret produktion, og det må alt andet lige
få virksomhederne til at ansætte flere den kommende tid, siger
Mikkel Skydsgaard.

Han peger på, at ledigheden i Dansk Metal er lav, og risikoen
for flaskehalse skal imødegås med opkvalificering og
uddannelse:

– Flere og flere virksomheder i industrien melder om mangel på
kvalificeret arbejdskraft. I Dansk Metal er ledigheden nu under 4
pct., og skal vi undgå flaskehalse, er det afgørende at flere får
videre- og efteruddannelse. Der er nemlig en masse hænder at tage
af, de mangler bare de rigtige kompetencer, forklarer Mikkel
Skydsgaard, og opfordrer virksomhederne til at tage flere lærlinge
og opkvalificere medarbejderne.

– Hvis virksomhederne ikke kan få de rigtige medarbejdere, må de
sige nej til ordrer. Det vil koste vækst og arbejdspladser, og
derfor er det afgørende, at vi nu kommer i gang med at uddanne
langt flere til de fag, som virksomhederne efterspørger, fx
klejnsmede og industriteknikere, siger Mikkel Skydsgaard

Cookie-indstillinger