FRI – Vækstinitiativer vil skabe mere produktivitet i byggeri og anlæg
Som en del af de 100 vækstinitiativer, regeringen i dag har
fremlagt i forbindelse med planen “Vækst og Udvikling i hele
Danmark”, ønsker regeringen at privatisere den tekniske
byggesagsbehandling i form af en certificeringsordning.
Hovedårsagen til privatiseringen er et ønske om mere effektivt og
produktivt byggeri. Lange sagsbehandlingstider, forskellige
tolkninger af bygningsreglementets krav i hver enkelt kommune og
stop-go-forløb, der er årsag til sene projektændringer, giver
forsinkelser i byggeriet og dermed store samfundstab. Det er en
barriere for vækst og produktivitet, mener regeringen.
“I FRI synes vi, det er en god idé med en privatisering og
certificeringsordning af den tekniske byggesagsbehandling. Men det
er ikke privatiseringen i sig selv, der gør det. – En
certificeringsordning, hvor certificerede virksomheder selv skal
indestå for, at bygningsreglementets regler vedrørende tekniske
forhold er overholdt ved det konkrete byggeri, vil betyde en mere
ensartet og effektiv sagsbehandling. Og det er godt, fordi den
enkelte rådgivervirksomhed således i fremtiden vil kunne
tilrettelægge sin proces mere effektivt og dermed skabe større
værdi for bygherren og sig selv,” siger Henrik Garver,
administrerende direktør i FRI.
Også afskaffelsen af ejerskabsrestriktioner for
landinspektørselskaber – så matrikulære opgaver også kan udføres af
beskikkede landinspektører, hvis de er ansat i andre firmaer end
landinspektørselskaber – hilser FRI velkommen.
“Det vil gøre det billigere at bygge og skabe bedre sammenhæng i
de matrikulære opgaver omkring byplanlægning og store
infrastrukturprojekter, når landinspektørvirksomhedernes monopol på
matrikulære opgaver ophæves. Det bør ikke være afgørende, hvor
landinspektøren er ansat, men om vedkommende har den rette
uddannelse og de rigtige kvalifikationer, og om virksomheden, som
landinspektøren er ansat i, er uvildig i forhold til opgaven samt
har et kvalitetssikringssystem, der understøtter, at opgaven kan
løses korrekt, ” siger Henrik Garver, der er sikker på, at det
betyder, at konkurrencen på de matrikulære opgaver nu vil blive
styrket.






