JJI har udviklet akustikpaneler med CO₂-lagrende absorbenter af søgræs
JJI har udviklet akustikpaneler med CO₂-lagrende absorbenter af søgræs
Danske virksomheder arbejder i stigende grad med materialer, der både forbedrer indeklimaet og reducerer byggeriets klimaaftryk. Det gælder også JJI Inventar & Akustik, som i samarbejde med den danske producent Søuld har udviklet en ny serie lamelpaneler med integrerede akustikabsorbenter baseret på ålegræs.
De nye paneler kombinerer trælameller med CO₂-lagrende absorbenter og er udviklet til projekter, hvor der stilles høje krav til både akustik, design og dokumenteret bæredygtighed. Den første løsning i serien er brandgodkendt efter klassifikationen B-s1,d0 og opfylder dermed de gældende krav til anvendelse på vægge og lofter i henhold til bygningsreglementet.
Akustik og klima i samme løsning
Med den nye panelserie kan arkitekter og bygherrer vælge en løsning, der forener effektiv lydabsorption med et biobaseret materiale, som binder mere CO₂, end der udledes under produktionen. Ålegræs, der naturligt skyller op på danske kyster, indsamles og forarbejdes til akustikbatts med en dokumenteret negativ CO₂-balance i produktets A1-A3-faser.
Materialet produceres i Danmark, hvilket bidrager til en kort og ressourceeffektiv forsyningskæde. Samtidig giver anvendelsen af et naturligt råmateriale mulighed for at tilføre byggeriet en tydelig bæredygtig profil.
Stor frihed i det arkitektoniske udtryk
Panelerne er udviklet med større afstand mellem lamellerne end traditionelle akustikpaneler. Det gør den karakteristiske overflade af tørret ålegræs synlig og giver et naturligt og varmt udtryk.
Løsningen fås med både firkantede og afrundede lameller, hvilket giver stor fleksibilitet i designet. Trælamellerne kan anvendes i deres naturlige finish eller overfladebehandles i forskellige farver, så panelerne tilpasses det konkrete projekt og den ønskede arkitektur.
Den markante afstand mellem lamellerne åbner samtidig for mere karakterfulde visuelle udtryk, hvor absorbentmaterialet bliver en aktiv del af designet.
Akustisk ydeevne i klasse A
Ålegræs har en blød og porøs struktur, som giver særdeles gode lydabsorberende egenskaber. Materialet opnår akustisk klasse A og er derfor velegnet i miljøer, hvor der ønskes effektiv regulering af efterklang og støjniveau.
Kombinationen af brandtestede absorbenter og certificerede trælameller giver en samlet konstruktion, der opfylder både akustiske og brandtekniske krav. Det gør panelerne relevante til skoler, kontorer, institutioner, hoteller og andre byggerier med fokus på komfort og dokumenteret performance.
Lang levetid og mulighed for genbrug
Ålegræs har været anvendt i dansk byggeri gennem generationer og er naturligt modstandsdygtigt over for fugt, svamp og råd. Ved korrekt montering forventes panelerne at have en levetid på niveau med andre kvalitetsløsninger i træ og træfiber.
Panelerne er desuden designet, så de kan demonteres og adskilles, når de en dag skal udskiftes. Det gør det muligt at genbruge store dele af materialerne og understøtter en mere cirkulær tilgang til byggeri.
Om JJI Akustik & Inventar
JJI Akustik & Inventar er en sammensmeltning af Jönsson Inventar, In-Sign Akustik og JJI Inventarsnedkeri. Med rod i stolte håndværksmæssige traditioner er det stadig passionen for håndlavede snedkerløsninger og gennemtænkte akustikløsninger, som driver værket. Med alle kompetencer samlet ét sted, er JJI samarbejdspartner lige fra idé til færdigt projekt.
Yderligere information: Janna Linn Grunth, e-mail: jlg@jji.as, tlf.: 40760217.






