Konference skal bane vej for klimavenligt byggeri

Dette billede illustrere Konference skal bane vej for klimavenligt byggeri

Den 28. maj afholdes konferencen “Klimavenligt byggeri – med
moderne byggematerialer” i Industriens Hus. Baggrunden for
konferencen er det enorme klimapotentiale, som findes i byggeriet.
Blandt konferencens oplægsholdere er Formand for Folketingets
Miljøudvalg Lone Loklindt (RV).

“Som radikale ønsker vi, at der gøres en indsats for at få
energiforbruget ned i vores boliger. I dag er transportsektoren,
landbruget og private boliger – populært kaldet biler, bønder og
boliger – ikke omfattet af EU’s CO2-kvotesystem. Men med den
klimalov vi fik vedtaget sidste år, kommer der nu meget mere fokus
på området, og vi håber, at det vil skabe større fokus på
klimarigtig adfærd og miljøvenlige materialer”, siger Lone Loklindt
(RV).

Konferencen sætter også fokus på kommunerne og deres muligheder
for at spare penge og energi ved at energirenovere.

“Danske kommuner har en gylden mulighed for at udføre en
rentabel energirenovering af deres ejendomme samtidig med, at
indeklimaet bliver forbedret og sygefraværet dermed reduceres”,
fortæller Nils Jepsen, chefkonsulent hos Danish Management Group,
som er en af konferencens oplægsholdere.

Flere kommuner har allerede fået øjnene op for energirenovering,
og der er flere konkrete eksempler på kommuner, der har scoret
kassen på energirenovering.

“I Vallensbæk Kommune har man nedsat energiforbruget med over
30% ved at investere i diverse energibesparende tiltag. I kroner
svarer besparelsen til over 2 mio. kr. om året, og investeringen er
samlet set tilbagebetalt på under 10 år”, fortæller Nils
Jepsen.

Selvom fremtiden for klimavenligt byggeri ser lys ud, er der
stadig knaster, som bremser udviklingen. Det er blandt andet de
danske særregler på brandområdet, som favoriserer traditionelle
isoleringsløsninger og besværliggør og fordyrer anvendelsen af
moderne og mere klimavenlige isoleringsmaterialer.

Sammenhængen mellem reguleringen på brandområdet og nye
byggematerialer bliver på konferencen belyst af Sune Nygaard,
Kompetencechef for brandrådgivning hos Grontmij.

“De ambitiøse energikrav i dansk lovgivning medfører ofte store
krav til isoleringstykkelser, hvilket kan motivere anvendelsen af
nye produkter, som bryder med principper i dansk byggetradition.
Anvendelsen af nye produkter med nye karakteristika kræver et
større vidensniveau og en intelligent helhedsbetragtning, så
bygherrer sikres et grundlag for beslutninger under hensyntagen til
det enkelte og unikke byggeri”, siger Sune Nygaard.

“Klimavenligt byggeri – med moderne byggematerialer” er for alle
aktører med interesse i klimavenligt byggeri og afholdes af
EPS-sektionen under Dansk Industris Plastindustri.

For yderligere information kontakt venligst
miljøkonsulent i Plastindustrien Jacob Clemen på telefon 26 89 30
22 eller mail jc@plast.dk

LÆS også: Alfa Laval vinder energieffektivitetsordre på 55,8 mio. kr.
Konference skal bane vej for klimavenligt byggeri's Firmaprofil
Cookie-indstillinger