Årets lærling er fra Aarhus Tech

Dette billede illustrere Årets lærling er fra Aarhus Tech

Arbejdsgivernes afdeling for Randers og omegn har netop uddelt
prisen for årets lærling. Den gik til 20-årige Philip Fugl Jensen
fra Skødstrup, der er i lære ved Løgten VVS. Her har hans mester
Ole Sørensen da også kun rosende ord om sin unge lærling.
– Philip er en selvkørende og initiativrig dygtig vvs-lærling, som
ikke er bange for at tage ved. Hvis han får en opgave, klør han på,
og udfører den yderst tilfredsstillende, siger Ole Sørensen.

Mesteren kan også fortælle, at han er vellidt blandt kunder og
kollegaer. 
– Han er glad og imødekommende overfor kunder og svendene og ikke
mindst på kontoret. Han er en eftertragtet lærling i firmaet,
svendene kæmper for at få ham med om morgenen. Og vil helst ikke
slippe ham igen, når opgaven er løst, fortæller mester om den unge
lærling, som han har haft i lære siden januar.  

Den tekniske skole Aarhus Tech giver også kun Philip de bedste
ord med på vejen.
– Philip er en rar og høflig ung mand, der arbejdsmæssigt passer
ind i enhver sammenhæng. Han er kendt for hans overskud og tekniske
færdigheder. Hans positive indstilling og gåpåmod gør, at han altid
er villig til at forbedre sig og lære noget nyt, siger hans lærer
Mathies Jacobsen Baunsgård. 

Philip Fugl Jensen er først udlært som vvs’er om to år, men han
har allerede planer for fremtiden. Han vil gerne prøve sit fag af
uden for Danmarks grænser.
– Det er min plan, at jeg skal ud og have noget mere praktisk
erfaring. Jeg vil gerne se hvordan, at man gør andre steder i
verden. Det ville virkelig være fedt at prøve, siger den unge
lærling. 

Cookie-indstillinger