Gamle tagrum kan blive til nye boliger
Gamle tagrum kan blive til nye boliger
DBI – Ved at ombygge uudnyttede tagrum kan der skabes op mod 10.000 nye boliger i København. Men ældre etageadskillelser med træbjælkelag og lerindskud udfordrer nutidens brandkrav. Derfor skal projektet LERDÆK undersøge, hvordan eksisterende konstruktioner kan bevares og opgraderes gennem dokumentation af brand, akustik og miljøpåvirkning (LCA).
Der er massiv boligmangel i Danmarks større byer, og behovet for nye boliger forventes kun at stige. I København vurderes det, at der potentielt kan etableres op mod 10.000 nye boliger ved at ombygge tagrum i eksisterende etagebyggeri.
I de fleste ældre ejendomme er etageadskillelserne udført som træbjælkelag med lerindskud. Ved ombygning af tagrum til nye boliger skal de eksisterende konstruktioner undersøges i forhold til gældende brandkrav i BR18. Det betyder ikke nødvendigvis, at eksisterende trækonstruktioner skal erstattes af ubrandbare materialer, men det kan kræve omfattende brandteknisk dokumentation eller kompenserende foranstaltninger at ændre anvendelsen fra tagrum til bolig. Desuden skal der tages højde for krav til brandsektionering, flugtveje, adgangsforhold, lydforhold, bæredygtighed m.m.
Opgradering af eksisterende etageadskllelser
Et nyt projekt ’LERDÆK – Bygbar transformation af tagrum til bolig’, som DBI leder i et samarbejde med flere andre aktører, skal være med til at gøre de gode boligintentioner muligt.
”Når vi ombygger ældre byggeri, står vi ofte med gamle konstruktioner, som skal opdateres til nutidens brandkrav. Men etageadskillelser med træbjælkelag og lerindskud i bygninger over 12 meter kan være vanskelige at dokumentere i forhold til brandkravene i BR18. Nogle steder kan man nøjes med at opgradere konstruktionen med to lag brandgips på undersiden, hvilket er en nem og effektiv løsning. Den kræver dog indgreb i underboens loft og dermed typisk også genhusning, mens arbejdet står på. Samtidig er det ikke sikkert, at løsningen opfylder de akustiske krav til nye boliger,” siger Simon Sköld, Architect MAA og Research Consultant hos DBI, og tilføjer:
“I projektet ønsker vi derfor at komme med forslag til måder at opgradere eksisterende etageadskillelser med lerindskud oppefra, så de lever op til gældende krav om brandsikkerhed og akustik, men ikke influerer på underboens loft. Vores ambition er at bidrage til udviklingen af bygbare, bæredygtige og gennemskuelige løsninger, som kan opnå bred accept i branchen. Første skridt på vejen er, at projektets partnere står bag løsningen,” siger Simon Sköld.
Brandtests skal bane vejen
Som en del af projektet vil der blive gennemført en række brandtests, som skal bane vejen for et bedre dokumentationsgrundlag.
”I vores modelovn har vi indtil videre testet to etageadskillelser med lerindskud bygget efter gamle anvisninger. Det er ikke det samme som en klassifikationstest, men begge konstruktioner klarede 60 minutter, så det lover rigtigt godt. Næste skridt er at teste forbedrede versioner af konstruktionerne i 90 minutter i samme ovn, før vi til sidst foretager en fuldskala-klassifikationstest i 90 minutter,” siger Simon Sköld og tilføjer:
”Målet er at skabe et datagrundlag, som gør det lettere for bygherrer og rådgivere at dokumentere, at konstruktioner med lerindskud er brandsikre og robuste. Samtidig viser vi, hvordan man generelt kan bruge brandtest som dokumentation i byggeriet.”
Eksempelkatalog til branchen
Projektet skal munde ud i et scenariebaseret eksempelkatalog til bygningsejere, rådgivere, myndigheder og entreprenører med en beskrivelse af de væsentligste brandtekniske, akustiske og miljømæssige tiltag ved omdannelse af tagrum til boliger.
Læs hele artiklen “Gamle tagrum kan blive til nye boliger” fra DBI her






