Økonomidirektør fejrer 25 år hos Wavin: “Gode kollegaer og en god kultur vejer tungt”

Flemming Madsen, økonomidirektør hos Nordisk Wavin A/S, kan den 1. september fejre 25-års jubilæum.

Flemming Madsen, økonomidirektør hos Nordisk Wavin A/S, kan den 1. september fejre 25-års jubilæum.

Den 1. september kan Flemming Madsen fejre 25-års jubilæum hos Nordisk Wavin A/S i Hammel. Siden han begyndte som controller i 2001, har han arbejdet sig frem til rollen som økonomidirektør for Norden og er i dag kendt som en synlig leder med døren åben. Kollegaerne, kulturen og den stærke holdånd har været afgørende for de mange år i virksomheden, mens motivationen fortsat er at bidrage til en sund og veldrevet forretning i udvikling.

Da Flemming Madsen første gang trådte ind ad døren på Wavinvej i 2001, var det som controller i en virksomhed med store vækstambitioner. Siden 2017 har han været økonomidirektør med ansvar for Norden.

Vejen dertil begyndte dog et andet sted. Flemming Madsen er født og opvokset i Holstebro og kom i 1989 til Aarhus, hvor han arbejdede som revisor og tog en HD i revision og regnskab fra Handelshøjskolen i Aarhus. Det var i revisionsfirmaet, han mødte sin kone, Linda.

Fra 1993 til 1999 var Flemming Madsen økonomichef i et IT-firma i Aalborg, og i 1998 flyttede parret til Hammel med deres to børn. Efter et par år som økonomi- og administrationschef hos Silkeborg Bad fandt han i 2001 vej til Wavin.

Har været med gennem stor udvikling

Meget har ændret sig, siden Flemming Madsen begyndte hos Wavin. Dengang var virksomheden selvstændigt organiseret i Danmark og ejet af en kapitalfond med en klar ambition om vækst. Siden blev Wavin børsnoteret i Amsterdam, og i 2012 blev virksomheden opkøbt af det mexicanske selskab Mexichem, der i dag hedder Orbia.

Særligt de første år husker Flemming Madsen som en ekspansiv periode, hvor Wavin gennemførte en række opkøb i Norden og nærliggende markeder. Det gav ham et tæt indblik i arbejdet med vækst, integration og udviklingen af en virksomhed, der i dag er en del af en global koncern.

– Der er sket meget gennem de 25 år – både for Wavin og for mig personligt. I starten var der stort fokus på opkøb og integration af selskaber, og siden har vi været igennem både børsnotering og nye ejere. Det har været spændende at være en del af, og jeg synes stadig, der er mange interessante opgaver og perspektiver, fortæller Flemming Madsen.

Ordentlighed som fællesnævner

For Flemming Madsen er det ikke kun de faglige opgaver og virksomhedens udvikling, der har fået ham til at blive hos Wavin i 25 år. Det handler i mindst lige så høj grad om kollegaerne, kulturen og den stærke holdånd, der kendetegner virksomheden.

– Gode kollegaer og en god kultur vejer tungt. Der er en meget høj anciennitet i Wavin, og det giver en god holdånd og stor stabilitet, siger Flemming Madsen.

Som en del af ledelsen føler han også et ansvar for at føre kulturen videre. Han beskriver Wavin som en virksomhed, der gør, hvad den kan for at behandle folk ordentligt, og den tilgang går igen i hans egen måde at være leder på.

Flemming Madsen bor lige ved siden af Wavin, har aldrig haft en hjemmearbejdsdag og lægger stor vægt på at være synlig i hverdagen. Hans dør er altid åben, og han gør en dyd ud af at tale med alle nye medarbejdere, så de får en fornemmelse af, hvilken virksomhed de er blevet en del af.

– Jeg sætter en ære i at behandle folk ordentligt. For mig handler det om at være synlig, tilgængelig og til at regne med i hverdagen, siger han.

Familien og fællesskabet fylder uden for arbejdet

Den samme tilgang til fællesskab går igen, når Flemming Madsen ikke er på arbejde. Han har boet i Hammel siden 1998 og har gennem flere år engageret sig i det lokale forenings- og uddannelsesliv.

Siden 2016 har han været formand for bestyrelsen i Hammel Idrætscenter, hvor han arbejder for at sikre gode idrætsfaciliteter og stærke rammer for fællesskabet i byen. Derudover sidder han i bestyrelsen for Den Jyske Håndværkerskole i nærliggende Hadsten, hvor han er optaget af at bidrage til uddannelsen af dygtige unge mennesker inden for håndværksfagene.

– Jeg synes, hele foreningstankegangen er en af hjørnestenene i den danske model. Derudover mener jeg, det er vigtigt, at vi også fremover uddanner dygtige unge, der kan føre håndværket videre, afslutter Flemming Madsen.

Når han ikke er på arbejde eller engagerer sig i lokalsamfundet, prioriterer Flemming Madsen tiden med sin kone Linda og parrets to voksne børn. Derudover bruger han gerne tid i sommerhuset i Søndervig, ligesom fritiden går med motion, ferie, hus og have.

I anledning af jubilæet inviteres familie, venner og kollegaer til reception tirsdag den 1. september kl. 10.00–12.00 hos Nordisk Wavin A/S, Wavinvej 1, 8450 Hammel.

LÆS også: Formanden for Danske Kloakmestre holdt løfte: Krydsede Mariager Fjord i nedsivningstank
Nordisk Wavin A/S's Firmaprofil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger