CG Jensen skal bane vej for Kildedal Bypark

CG Jensen

Vandets vej gennem Kildedal og en hovedfærdselsåre under S-banen for gående og cyklister i den kommende by. Sådan lyder opgaven for hovedentreprenør CG Jensen, der i løbet af september begyn-der arbejdet med at binde Kildedal By sammen via en ny stiunderføring under jernbanen.

Arealudviklingsselskabet Kildedal P/S og entreprenørvirksomheden CG Jensen tager nu sammen et afgørende skridt i arbejdet med at realisere Kildedal By på arealerne ved Kildedal Station vest for Ballerup: En 30 meter lang, 10 meter bred og 3,5 meter høj stiunderføring under S-banen, der vil forbinde byens byggefelter syd for banedæmningen med byens centrale byggefelter.

Anlægsprojektet er en vigtig del af regnvandshåndteringen i Kildedal By, da det leder overfladevand fra de centrale byggefelter videre til den gennemgående bypark. Herfra fortsætter det via stiunderføringen til regnvandsbassiner syd for byen.

De enkelte kvarterer i byen forbindes via et grønt stisystem. Centralt i opgaven står derfor også, at stiunderføringen skal opføres i høj kvalitet som en indbydende indgang for cyklister og gående til den centrale del af byen fra syd. Det i sig selv gør stiunderføringen til en vigtig del af byens rekreative tilbud, og det har derfor været vigtigt at tegne en smuk løsning, fortæller Tim E. Halvorsen, projektdirektør i Kildedal P/S.

”Stiunderføringen skal afspejle, at adgangen til byparken er en stor del af herligheden ved at bo i Kildedal. Her kan du let transportere dig gennem byen uden at blive berørt af biltrafikken, og du har nem adgang fra boligerne og til stationen eller ud i den omgivende natur. Jeg ser meget frem til, at CG Jensen nu løfter opgaven med at binde byen sammen,” siger han.

CG Jensen udfører opgaven i hovedentreprise for Kildedal PS, der er ejet af Ballerup Kommune og PensionDanmark, og opgaven er vundet i et samarbejde mellem CG Jensens division Beton og division Jord, Kloak & Gartner/Brolægning.

”Det er en arkitektonisk flot stitunnel og en fagligt spændende in situ konstruktion med buede vægge og buet underside. Det er også en teknisk svær opgave, der kræver høj faglighed i udførelse samt koordinering i relation til en kommende sporspærring, men opgaven ligger godt til vores kompetencer inden for beton, jord og kloak, og vi glæder os meget til at udføre opgaven”, siger divisionschef i division Beton, Rasmus Louis Frederiksen.

Kort vindue til kompleks opgave

S-banen er bygget på en banevold, og flere arbejder skal håndteres sideløbende. CG Jensens betonfolk skal in situ støbe tunnelen ved siden af volden i et dybt hul, som kollegaerne i division Jord & Kloak skal udgrave – og dernæst skal man spærre togsporene i en periode på 12 dage, hvor man skal grave banevolden væk, skubbe stitunnelen ind og herefter reetablere banen.

De banetekniske arbejder skal udføres i en kombination af natspærringer og i totalspærring. CG Jensen forventer derfor, at man kommer til at arbejde i døgndrift under den 12 dage lange sporspærring i juli 2027.

Planen er at opstarte arbejdet i september. En af dem, der glæder sig rigtig meget, er projektleder i division Beton, Tonny Schöndorff, der er projektleder på sagen.

”Det er min drømmeopgave. Jeg har været i branchen i snart 40 år, og det er lang tid siden, jeg har set noget lignende – det er det vildeste projekt, der er nærmest ikke en lige linje, det er bare guf for en gammel betonmand som mig. Jeg har været nomineret til In-Situ Prisen to gange, nu vil jeg vinde den!”, siger Tonny Schöndorff begejstret, selvom han godt ved, at det bliver en yderst krævende opgave, hvor tidsplanen ikke er til forhandling.

”Jeg bliver udfordret på alle parametre. Jeg ser hele tiden nogle løsninger og nogle udtryk – og hvad nu, hvis vi gør sådan her, ja jeg har efterhånden bygget den i hovedet 100 gange, og vi er ikke engang gået i gang endnu ”, smiler han.

Mere om projektet

Kildedal By kommer til at rumme både lejeboliger, almene boliger og ejerboliger. De første 230 bliver bygget syd for S-banen af arealudviklingsselskabet Kildedal P/S’ ene ejer, PensionDanmark. Selskabets anden ejer, Ballerup Kommune opfører omtrent samtidig et nyt børnehus på det samme byggefelt, mens selskabet anlægger den nødvendige infrastruktur. Herefter følger den øvrige by, der etableres over de næste 10 år.

COWI har udarbejdet hovedprojektet for stiunderføringen, mens WERK arkitekter har udarbejdet hovedprojektet for værn og belysning. Stiforløbet forsynes med værn udformet i stål og træ, hvor funktionsbelysningen er indbygget i værnet med LED lysdioder, og der etableres herudover trygheds-belysning.

Regnvandet, der senere vil komme fra boligområderne nord for banen, skal også ledes gennem underføringen på begge sider af den kommende hovedsti.

Fabriksparken 37
2600 Glostrup
Tlf.: +45 43446800
E-mail: info@cgjensen.dk

Besøg vores hjemmeside

LÆS også: CG Jensen bruger store emissionsfri maskiner
CG Jensen A/S's Firmaprofil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger