9 nye maskinførere uddannet på Byggetek, Ulfborg Kjærgaard

Dette billede illustrere 9 nye maskinførere uddannet på Byggetek, Ulfborg Kjærgaard

– Eleverne har været under et hårdt pres til svendeprøven, men
kan nu alle kalde sig faglærte maskinførere, fortæller faglærer
Jens Suusgaard, der sammen med sin kollega Knud Lynggaard, har
undervist eleverne på de i alt fire skoleophold på Ulfborg
Kjærgaard, som den 2-årige uddannelse indeholder.

Ud over at blive superbrugere på alle entreprenørmaskiner, lærer
eleverne blandt andet også at lede en arbejdsplads som sjakbajs.
Til den afsluttende prøve skulle eleverne – under kyndig
overvågning af tre skuemestre – udarbejde et vejprojekt med
tilhørende kloak. Undervejs skulle de både præsentere projektet for
skuemestrene og udføre opgaven i praksis i størrelsesforholdet 1:1.
En opgave der udfordrede eleverne i at overholde tidsfrister, såvel
som de skrappe krav om brændstofforbrug, budgetlægning og
kvalitetssikring af arbejdet.
– Vi har brugt alle maskiner på vores uddannelse – også den nye
hybrid hydrauliske gravemaskine, der ikke larmer. Maskinen er især
meget attraktiv for de firmaer, der arbejder i byerne, fortæller
nyuddannede maskinfører Michael Jensen fra Sejlstrup
Entreprenørforretning A/S. Den hybrid hydrauliske gravemaskine
tiltrak sig da også en del opmærksomhed fra mestrene til de
nyuddannede elever, der var til stede ved svendeprøven.

Danmark har endnu ikke et lovkrav
I modsætning til i Norge og Sverige er det i Danmark ikke et
lovkrav, at man skal have en uddannelse eller et kursusbevis for at
man må køre en gravemaskine. Derfor har byggebranchens parter selv
taget initiativ til at sammensætte en maskinføreruddannelse. Det
sker som følge af branchens behov for kompetente maskinførere, der
kan udføre komplekse gravearbejder og i erkendelse af, at
entreprenørmaskiner bliver stadig større, dyrere og mere
avancerede. Stadig flere virksomheder oplever da også, at deres
ansatte har et ønske om at tage uddannelse og kurser som
maskinførere. Dels for at udvikle kompetencerne, men også for at
opnå status som faglært.

En uddannelse i vækst
Byggetek, Ulfborg Kjærgaard har flere maskinførerelever i gang med
at tage uddannelsen til maskinfører, og næste optag er den 5.
oktober 2015. Uddannelsen oplever en stigende interesse i disse år,
hvilket blandt andet skyldes, at der er flere større bygge- og
anlægsprojekter i gang i Danmark.
– Eleverne oplever, at det ikke er svært at finde arbejde efter
deres uddannelse og at deres ekspertise påskønnes i branchen.
Derudover er uddannelsen ved at få så høj en status, de mere
erfarne, ufaglærte maskinførere i branchen også ønsker at få papir
på deres kompetencer, siger Mogens Frederiksen, der er
uddannelseskonsulent på Byggetek.

LÆS også: GS stempelstangstætning og specielle materialer til brug i gascylindere
9 nye maskinførere uddannet på Byggetek, Ulfborg Kjærgaard's Firmaprofil
Cookie-indstillinger