Caverion fornyer rammeaftale med Energinet om luftledningsarbejde på det danske transmissionsnet
Caverion fornyer rammeaftale med Energinet om luftledningsarbejde på det danske transmissionsnet
Caverion Danmark har fornyet sin rammeaftale med Energinet om udførelse af luftledningsarbejde på det danske transmissionsnet. Aftalen markerer et vigtigt skridt i det mangeårige samarbejde mellem de to virksomheder og understøtter den fortsatte udvikling og vedligeholdelse af Danmarks kritiske elinfrastruktur.
Rammeaftalen omfatter reinvesteringer, større vedligeholdelsesprojekter samt øvrige projektopgaver på luftledningsnettet på 132 kV, 150 kV og 400 kV. Aftalen løber over tre år med mulighed for forlængelse i yderligere to perioder af ét år.
Caverion og Energinet har gennem flere årtier samarbejdet om en række betydningsfulde projekter på det danske transmissionsnet. I øjeblikket medvirker Caverion blandt andet til renoveringen af luftledningsforbindelsen på Fyn mellem Fraugde og Landerupgaard samt luftledningsforbindelsen på Sjælland mellem Asnæsværket og Hovegaard.
Afdelingschef for Højspænding, Bjørn Krogsgaard Letager, glæder sig over fornyelsen af aftalen:
”Fornyelsen af rammeaftalen er en stærk anerkendelse af vores medarbejderes indsats, vores organisation og de kompetencer, vi har opbygget inden for luftledningsområdet gennem mange år.”
Hos Energinet fremhæver man ligeledes betydningen af stærke samarbejdspartnere i takt med, at udbygningen af det danske elnet intensiveres.
”I de kommende år skal Energinet gennemføre et stort antal projekter, der skal udbygge og styrke det danske elnet. Med et stigende aktivitetsniveau og mere komplekse projekter bliver adgangen til kompetente samarbejdspartnere vigtig. Sammen med dygtige samarbejdspartnere skal de rette løsninger findes, der både sikrer en høj elforsyningssikkerhed og understøtter udviklingen af fremtidens elnet,” fortæller Thomas Eybye Petersen, Senior Category Manager i Energinet.
Fremtidens energisystem
Efterspørgslen på el stiger i takt med elektrificeringen af samfundet, og det stiller større krav til både vedligeholdelse og udbygning af det danske transmissionsnet.
For Caverion er den fornyede rammeaftale derfor ikke blot en fortsættelse af et stærkt samarbejde med Energinet, men også et aktivt bidrag til udviklingen af den infrastruktur, der skal understøtte fremtidens energisystem.
Direktør for Caverion Højspænding, Klaus Kjeldsen, har været en del af branchens udvikling i mere end 40 år og glæder sig over Energinets fortsatte tillid:
”Jeg har gennem mere end 40 år oplevet, hvordan det danske elnet løbende har udviklet sig for at imødekomme samfundets behov. Med den stigende elektrificering af samfundet står vi over for endnu større investeringer og krav til infrastrukturen. Derfor er jeg stolt over Energinets fortsatte tillid til Caverion. Med vores specialiserede kompetencer inden for luftledningsarbejde ser vi frem til at bidrage til et robust og fremtidssikret transmissionsnet, som er afgørende for forsyningssikkerheden og den grønne omstilling i Danmark.”
Mere end 100 års erfaring med luftledningsarbejde
Caverions rødder inden for luftledningsarbejde går tilbage til 1907, hvor virksomheden var kendt som E. Rasmussen. Siden da har organisationen i mere end 100 år spillet en aktiv rolle i etableringen, udbygningen og vedligeholdelsen af det danske elforsyningsnet.
I dag er Caverions højspændingsforretning i stærk udvikling og beskæftiger over 100 medarbejdere inden for luftledningsarbejde, højspændingsstationer, kabellægning og muffearbejde. Rammeaftalen med Energinet bidrager yderligere til en udvikling af organisationen:
”Aftalen giver os mulighed for at fortsat at udvikle vores organisation og styrke vores specialistkompetencer, samtidig med at vi fastholder vores position som en central aktør inden for udbygning og vedligeholdelse af det danske transmissionsnet,” afslutter Bjørn Krogsgaard Letager.
Den samlede rammeaftale har en værdi på DKK 810 mio., hvor Caverion er rangeret som den førende entreprenør på aftalen.






