Danskudviklet software optimerer køling i datacentre med unik overvågning
Udgifter til køling er en af de absolut tungeste poster på
budgettet i ethvert datacenter, uanset størrelsen. Det er nemlig
langt fra ligetil at køle optimalt uden at bruge unødig energi, men
nu kommer Schneider Electric datacenter-operatørerne til hjælp. Den
kommer i form af en dansk udviklet softwareløsning: Data Center
Operation: Cooling Optimize, som kan give markante besparelser på
datacentres driftsbudgetter.
“Den globale tendens er, at datacentre bliver større, og de
tegner sig samlet for hele tre procent af verdens samlede
strømforbrug. Når en stor del af det forbrug går til køling, er der
åbenlyse fordele for alle ved at optimere kølingen,” forklarer
Søren Brogaard Jensen fra Schneider Electric.
Han er Vice President for Enterprise Software and Managed
Services – en global division i Schneider Electric, som er
specialiseret i udvikling af software og UPS-løsninger til
datacentre og andre kritiske installationer. Afdelingen har hjemme
i Kolding, og det er lige netop her, den nye, avancerede software
er udviklet.
“Data Center Operation: Cooling Optimize er helt unik, for
softwaren overvåger og optimerer flow, temperatur og en lang række
andre parametre i realtid. Og ikke nok med det: Cooling Optimize
kan også forudse fremtidige behov og bruges som
planlægningsværktøj,” siger Søren Brogaard Jensen.
Energien bliver spildt på at overkøle
Schneider Electric er blandt andet kendt for StruxureWare for Data
Centers – en meget udbredt softwaresuite til overvågning og styring
af datacentre. Med det nye modul til suiten, Data Center Operation:
Cooling Optimize, tager Schneider Electric nu energioptimeringen af
de strømslugende serverrum et stort skridt videre.
“De fleste kølesystemer til datacentre er indrettet med fokus på
at forsyne de varmeste racks med tilstrækkelig kold luft. Det
betyder omvendt, at en stor del af energien bliver spildt på at
overkøle resten af serverne i rummet. Men fordi den
driftsansvarlige ikke har et klart billede af de komplekse
luftstrømme, der er i et datacenter, tør han eller hun ikke skrue
ned for kølingen af frygt for overophedning og termiske nedbrud,”
siger Søren Brogaard Jensen.
Her træder Data Center Operation: Cooling Optimize til og giver
den ansvarlige det optimale overblik. I kombination med trådløse
sensorer i datacentret leverer softwaren information om alle
nødvendige faktorer, som påvirker temperaturen og dermed har
betydning for driften.
Lærer gennem kunstig intelligens
Softwaren giver ifølge Søren Brogaard Jensen helt nye muligheder,
fordi den har indbygget kunstig intelligens:
“Den overvåger og analyserer hver eneste hændelse og ændring i
et såkaldt closed loop-system. Med andre ord lærer systemet og
bliver klogere hele tiden. Dermed kan Data Center Operation:
Cooling Optimize forudse fremtidige behov for kapacitet og give et
præcist billede af kommende kølebehov, hvis antallet af servere i
datacentret – eller deres placering – bliver ændret,” siger
han.
Data Center Operation: Cooling Optimize har allerede bevist sin
værdi i et stort, internationalt datacenter, hvor softwaren i en
test gjorde det muligt at slukke for 13 CRAC-køleenheder og
nedsætte forbruget af strøm til køling med hele 37 % – uden at gå
på kompromis med oppetiden. Efter den vellykkede test besluttede
kunden at rulle løsningen fuldt ud og forventer nu at spare helt op
til 40 % af energiforbruget til køling






