InVentilate – Stort uudnyttet potentiale i ventilationsudskiftninger hos SMV’er

Dette billede illustrere InVentilate – Stort uudnyttet potentiale i ventilationsudskiftninger hos SMV’er

Takket være energitilskuddet mindskes også anlægsudgifterne
markant. “Rigtigt mange små og mellemstore virksomheder har et
kæmpe potentiale, som bare venter på at blive realiseret,” vurderer
energiauktion.dk, der formidler energibesparelsesprojekter.

Ældre ventilationsanlæg udgør nogle af de største energislugere
i bygningsmassen, og opgradering af ventilationsløsningerne til
moderne systemer med varmegenvinding er derfor blevet gængs praksis
i forbindelse med bl.a. energirenoveringer og opførelse af nye
tilbygninger.

Alligevel vurderer onlinemarkedspladsen energiauktion.dk, der
formidler boligejeres og virksomheders energibesparelsesprojekter
til forsyningsselskaberne med henblik på opnåelse af energitilskud,
at netop ventilationsudskiftninger stadig rummer et stort uudnyttet
potentiale.

Spar 85 pct. af strømmen…
– Udskiftning af ventilation sker stadig i altovervejende grad i
tillæg til andre forbedringer, selv om besparelsesperspektiverne i
en ventilationsudskiftning i sig selv er meget omfattende. Rigtigt
mange især små og mellemstore virksomheder har nogle muligheder
liggende her, som bare venter på at blive udnyttet, lyder det fra
commercial director Kenneth Lykkedal Larsen Wang fra
energiauktion.dk.

Årsagen til det store besparelsespotentiale er først og
fremmest, at ventilationssystemer med varmegenvinding reducerer de
daglige driftsomkostninger betragteligt. Eksempelvis bruger
mikroventilationssystemet MicroVent fra InVentilate, der i 2012
vandt Ingeniørernes Produktpris, 85 pct. mindre strøm end et
traditionelt kanalbaseret ventilationsanlæg takket være sit rørløse
design. Her samarbejder minimum to ventilationsenheder om at
udskifte lokaleluften direkte gennem ydervæggen.

…og få energitilskud oveni

Derudover spiller muligheden for energitilskud en vigtig rolle i
at gøre investeringen i udskiftning af ventilationen økonomisk
attraktiv. Forsyningsselskaberne yder således tilskud på 40-50 øre
pr. sparet kWh i forbindelse med energibesparelsesprojekter, og det
kontante tilskud kan f.eks. ses som en reduktion af
anlægsudgifterne.
– Især to faktorer spiller ind i forhold til at optimere
størrelsen af tilskuddet. For det første skal projektet være
veldokumenteret med beregninger af de forventede energibesparelser
fra enten en rådgivende ingeniør eller energikonsulent. Og for det
andet er projektets omfang vigtigt. Jo større projektet og
energibesparelsen er, jo bedre, forklarer Kenneth Lykkedal Larsen
Wang.  

Han understreger desuden, at når man vil opnå energitilskud til
sit energibesparelsesprojekt, skal der først ansøges om tilskud hos
et forsyningsselskab, og ansøgningen skal være godkendt, før selve
arbejdet påbegyndes, og materialer m.m. indkøbes. Ellers mister man
muligheden for at opnå tilskud.

Cookie-indstillinger