Stor glæde over arbejdsgiveres nye praktikplads-indsats

Dette billede illustrere Stor glæde over arbejdsgiveres nye praktikplads-indsats

Dansk Industri vil nu søsætte en stor kampagne, for at få flere
virksomheder til at tage lærlinge. Initiativet bliver mødt med stor
ros fra DI’s traditionelle modpart, fagforeningen Dansk Metal, hvor
formanden, Claus Jensen, glæder sig over de nye toner:

 – Det er utrolig glædeligt. Tusindvis af unge mangler en
praktikplads, og her kan DI’s nye kampagne gøre en forskel, siger
Claus Jensen.

 Allerede i dag melder mange virksomheder, at de har svært
ved at få kvalificeret arbejdskraft. Årsagen er simpel: Flere
faglærte forlader arbejdsmarkedet, og der er i mange år ikke blevet
udlært nok nye svende til at tage over.

 – Vi har i mange år forsøgt at råbe både politikere og
arbejdsgivere op, men det har desværre været lidt som at slå i en
pude. Det er som om, man ikke rigtig har villet indse, at problemet
ikke løser sig selv, siger Claus Jensen, der er forbundsformand for
Dansk Metal.

 Derfor glæder han sig over, at DI nu starter en kampagne,
hvor de direkte vil kontakte og opfordre 1.000 af deres
medlemsvirksomheder til at tage flere lærlinge:

 – Det er rigtig positivt. Jeg er ikke i tvivl om, at det
vil gøre en forskel. Mange arbejdsgivere ved godt, at løsningen er,
at der bliver udlært flere, og at de selv sidder med nøglen. Og så
kan et opkald fra deres egen organisation måske være det, der skal
til, mener Claus Jensen.

 Han påpeger, at vi i Danmark kommer til at mangle op mod
30.000 faglærte i løbet af få år, og at det især er indenfor jern-
og metal-området, at manglen bliver stor, hvis der ikke bliver
gjort noget.

 I perioden 2011-2013 gik 1.627 industriteknikere på
pension, men i samme periode blev der blot udlært 756 personer. Det
giver en forskel på 871 personer. Tilsvarende for smede: Fra
2011-2013 gik 2.120 smede på pension. I samme periode blev der blot
udlært 2.035 – en forskel på 85.

 Det er tal som disse, der får Metal-formanden til at
understrege, at problemet er stort og alvorligt:

 – Når industrivirksomheder ikke kan få kvalificeret
arbejdskraft, så må de enten sige nej til ordrer eller flytte ud af
landet. Det vil altså koste Danmark dyrt, hvis vi ikke får uddannet
nogle flere faglærte. Og det kan kun gå for langsomt, mener
Metal-formanden.

 Han opfordrer samtidig andre arbejdsgiver-organisationer
til at følge DIs eksempel:

 – Mangel på kvalificeret arbejdskraft er den største
udfordring for Danmark, og derfor har vi brug for alle kræfter. Jeg
så gerne, at andre arbejdsgiverorganisationer gjorde som DI, siger
Claus Jensen

Cookie-indstillinger