Så faldt tiøren

Dette billede illustrere Så faldt tiøren

Så skete der endelig noget. Vækstminister Henrik Sass Larsen har
sat en professor fra CBS til at undersøge realkreditinstitutternes
manglende boligudlån i udkantsdanmark. Sammen med et bredt
sammensat udvalg af fagpersoner skal han undersøge om en del af det
fastfrosne boligmarked i udkantsdanmark skyldes, at
realkreditinstituterne ikke vil låne penge ud til boligkøb.

Det er vi glade for i Arbejdsgiverne, og det er i øvrigt ikke et
sekund for tidligt. En sådan skævvridning sætter bolighandler og
udvikling i stå. Når folk ikke kan låne penge til en bolig, holder
det et område i en negativ spiral og resultatet er, at en kommune
bliver mere og mere affolket.

Her kan dette udvalg blive det første skridt i den rigtige
retning. Forhåbentlig vil debatten nemlig brede sig. Det er ikke
bare boliglån, det kniber med. Det er også langt sværere at drive
forretning i udkantsdanmark end i de større byer. Opgørelser har
vist, at BNP stort set kun stiger i hovedstadsområdet. Og det skal
man ikke være professor i økonomi for at kunne forudsige
konsekvenserne af.

Tænketanken Kraka har fastslået i en analyse af bankers
kreditgivning, at mindre virksomheder i udkantsdanmark har særdeles
svært ved at få bevilget lån. Udkantsvirksomhederne får kun
bevilget lån hver anden gang de søger, hvor virksomheder med samme
økonomi i andre landsdele får bevilget lån i otte ud af ti
tilfælde.

Det skal vi ikke bare acceptere. Der ligger rigtig mange mindre
håndværks- og industrivirksomheder i udkanten, som udgør en
betragtelig del af produktionsdanmark. Det er derfor også herude,
at en betragtelig del af Danmarks velstand bliver grundlagt. Lad
dem ikke glemme det.

Cookie-indstillinger