Alfa Laval – Nyt testcenter i Aalborg giver Alfa Laval forspring på globalt marked for grøn skibsgas

Dette billede illustrere Alfa Laval – Nyt testcenter i Aalborg giver Alfa Laval forspring på globalt marked for grøn skibsgas

Centeret skal udvikle produkter, der kan installeres på de mange
tusinde skibe, der ventes at sejle på LNG i de kommende år.

Alfa Laval i Aalborg påbegynder nu opbygningen af verdens
største testcenter for miljø- og forbrændingsteknologi til skibe
uanset brændstoftype. Det sker ved at udvide det nuværende
testcenter for oliebaserede brændstoffer på 250 kvadratmeter med
yderligere 1.100 kvadratmeter. Det udvidede testcenter bliver det
eneste af sin slags i verden, som i fuldt omfang kan teste alle
maritime miljøteknologier til alle typer brændstoffer.

– Vi ser, at LNG og andre brændstofalternativer vil komme til at
spille en nøglerolle, når rederierne skal kunne imødekomme de
stadigt stigende miljø- og energikrav, som implementeres rundt
omkring i verden. Gennem denne ambitiøse udvidelse af vores Test
& Training Centre i Aalborg vil vi hjælpe rederierne med
cutting-edge teknologi, så de både kan spare miljøet for
udledninger og vinde på omkostningerne, siger Peter Leifland,
direktør for Alfa Lavals Marine & Diesel Division.

Alt testes på land
Det unikke ved Alfa Lavals center er, at alt udstyr og alle
processer kan testes på land i en opsætning som en-til-en svarer
til et fuldt udstyret maskinrum på et skib i kommerciel drift.
Dermed spares kostbar tid og kræfter, og de indhøstede erfaringer
kan med det samme omsættes til at optimere løsningerne.

– Mange nøgleprocesser bliver markant mere komplicerede, når der
er LNG eller andre alternative brændstoffer involveret. Alle de
udfordringer kan vi nu møde og profitere af i et real-time-miljø,
siger Lars Skytte Jørgensen VP Product Centre Boilers hos Alfa
Laval.

Markant ordrepotentiale
Set over de næste 15 år forventes det, at antallet af skibe, der
sejler på LNG, vil vokse fra de nuværende ca 500 til ca 7.000. For
Alfa Laval svarer det til et ekstra ordrepotentiale pr. skib – ud
over de installationer Alfa Laval allerede leverer – til en værdi
af 1,5-2,5 millioner Euro (ca. 11-19 millioner kroner).

– Gasrevolutionen er her allerede, og vi vil tilbyde de bedste
produkter på samme måde, som vi gør det i dag med miljøudstyr
idenfor traditionelle, oliebaserede brændstoffer, siger Bodil
Nielsen, Product & Technology Manager, Alfa Laval Test &
Training Centre.

Stor reduktion af NOx og SOx
Det er især IMO’s stadigt større krav til renheden af skibenes
udstødningsgasser, der driver udviklingen, og yderligere
stramninger for henholdsvis kvælstofoxider (NOx) og svovloxider
(SOx) er på vej. Her er særligt flydende naturgas (LNG) attraktivt,
fordi det reducerer udledningen af NOx med 85-90 pct. og af SOx med
op til 100 pct. (1)

Tilsvarende betyder brug af LNG en reduktion på ca. 20 pct. af
drivhusgasser i forhold til traditionelle oliebaserede brændstoffer
(Heavy Fuel Oil). LNG indebærer imidlertid andre miljømæssige
udfordringer – især udslip af metangas – som det kræver avanceret
udstyr at håndtere.

Energien udnyttes bedre
– Det er afgørende, at gasserne afbrændes for at minimere
indflydelsen på miljøet. Vores opgave er at tilbyde rederierne, at
det sker sikkert samtidig med, at de kan udnytte energien til at
skabe varme og fremdrift til skibet. Det er netop denne afgørende
kombination, vi skal arbejde med på det udvidede Test &
Training Centre, siger Bodil Nielsen.

Udvidelsen i Aalborg modtager støtte fra Den Danske Maritime
Fond, og vil også komme andre firmaer, der leverer til
marineindustrien til gode. Alfa Laval tilbyder både dem, og
virksomhedens egne kunder, at de kan afprøve deres produkter i det
avancerede testmiljø. Tilsvarende samarbejder  Alfa Laval med
uddannelsesinstitutionerne, som kan bruge testcentret til studier
og undersøgelser. Det nye testcenter forventes at være klar til at
køre de første udviklingsopgaver i slutningen året.

Se mere om Alfa Laval Test & Training Centre og Alfa Lavals
tilgang til at arbejde med LNG og andre miljøvenlige brændstoffer
alfalaval.com/marine

Cookie-indstillinger