FRI State of the Nation 2016

Dette billede illustrere FRI State of the Nation 2016

Der er sket et løft af Danmarks infrastruktur. Det gælder både
den statsejede og den private infrastruktur, viser den tredje State
of the Nation-analyse fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI.
Den omfattende analyse viser også, at det kommunale vejnet er i
dårlig forfatning, og at tilstanden af offentlige bygninger
forværres.

Danmarks infrastruktur har fået det bedre, viser FRI’s tredje og
omfattende State of the Nation analyse. Det er navnlig jernbaner,
energiforsyning, statslige veje og kloakker samt spildevandsnettet,
der har fået et løft, siden analysen sidst blev foretaget i
2012.

“Når vi sammenligner den nye analyse med analysen fra 2012, er
konklusionen næsten entydigt positiv: tilstanden af vores
infrastruktur er blevet løftet. Igen. Det er vigtigt for at
understøtte langsigtet vækst og udvikling af det danske samfund. I
perioden fra 2012 til 2016 er der foretaget en række investeringer
i infrastrukturen, ikke mindst i jernbanenettet. Vi har desuden
set, at ekstreme regnskyl flere steder i landet har medvirket til
at accelerere investeringer i kloakker og løsninger til
klimatilpasning,” siger Henrik Garver, administrerende direktør i
FRI. Med udgangspunkt i State of the Nation-analysen for 2016
drager han to konklusioner:

“For det første – hvis infrastrukturen skal løftes, kræver det
planlægning og prioritering af infrastruktur fra politisk side, som
vi har set det i de senere år. For det andet er værdien af
højklasset infrastruktur helt central for vækst og udvikling i
samfundet. Det er ikke nyt, men det skaber i sig selv vækst og
eksport, at danske virksomheder – med afsæt i tilstanden og
funktionen af den danske infrastruktur – kan demonstrere løsninger,
der virker, for kunder i udlandet,” siger Henrik Garver, der
forklarer, at demonstrationsprojekter er særligt vigtige i forhold
til kunder i Mellemøsten, Asien, Østeuropa og Nordamerika, der ofte
køber løsninger som det kan demonstreres virker.

Selvom det samlede efterslæb er faldet, er der alligevel
områder, der giver anledning til stor bekymring. Det er navnlig
tilstanden af det kommunale vejnet, der bærer præg af mange års
manglende vedligehold. Derudover er det den offentlige
bygningsmasse, der ligeledes er utilstrækkeligt vedligeholdt. På en
skala fra 1 til 5, hvor 1 er meget ringe, nærmest ubrugelig, og 5
er i meget god stand, som ny, får de kommunale veje karakteren 2,5.
Offentlige bygninger i kommuner og regioner får karakteren 3,5, og
da investeringsniveauet er faldende, betyder det, at bygningernes
tilstand forværres.

“De manglende investeringer i vedligehold på disse områder er
ensbetydende med, at vi som samfund skubber en udgift foran os. Og
vel at mærke på en måde, så vi efterlader en større regning til
senere, fordi genopretning af den mangelfulde infrastruktur bliver
dyrere ved at blive udskudt. Løbende vedligehold er langt
billigere, men det kræver, at investeringerne faktisk prioriteres
og ikke blot er tomme ord. Jeg savner den aktive politiske
prioritering af særligt bygninger og kommunale veje og broer”
pointerer Henrik Garver.
FRI finder det påtrængende, at der i de kommende år sættes fokus på
at få fremtidssikret vejnettet og foretaget et markant løft af den
offentlige bygningsmasse.

“Når længden af de kommunale veje udgør 95 % af det samlede
danske vejnet, efterlader det Danmark med en utilstrækkelig
robusthed af den samlede vejinfrastruktur i Danmark. Det gælder
også den offentlige bygningsmasse, hvor manglende investeringer
betyder, at vi destruerer værdien dag for dag, samtidig med at vi
har ringere bygninger i forhold til undervisning, pleje og
administration og får sværere ved at understøtte visionen om en
fossilfri energiforsyning i Danmark i 2050, hvor bygningers
energiforbrug er en væsentlig del af det samlede regnestykke”
forklarer Henrik Garver.

Kort om State of the Nation
– Med State of the Nation 2016 er det tredje gang, at FRI
præsenterer en State of the Nation-rapport for Danmark.
– FRI’s State of the Nation-rapport er en beskrivelse af
tilstanden, udviklingstendenserne, fremtidssikringen og de
estimerede omkostninger, der skal til for at fastholde funktionerne
og værdien af den danske infrastruktur.
– Den analyserede infrastruktur vedrører jernbaner, havne, veje og
broer, kloak og spildevand, vandforsyning, affald, energi og den
offentlige bygningsmasse.
– Den samlede værdi af den danske infrastruktur på disse ni
områder udgør 2.100-3.000 mia. kr.
– State of the Nation-rapporter beskriver tilstanden af et lands
aktuelle infrastruktur og kendes fra en række lande rundt om i
verden, herunder USA, Storbritannien og Norge.

LÆS også: Roxtec præsenterer SPM – en ikke-svejse-tætnings-løsning til metalrør
FRI State of the Nation 2016's Firmaprofil
Cookie-indstillinger