MT Højgaard åbner VDC Lab i Aalborg

Dette billede illustrere MT Højgaard åbner VDC Lab i Aalborg

Byggeriet i Danmark tager i disse år kvantespring inden for
virtuelt design og modellering af nye bygninger. Efter i
århundreder at have arbejdet i 2D er byggeriet i Danmark godt i
gang med at bevæge sig ind i en verden, hvor alle forhold omkring
et byggeri er testet virtuelt i flere dimensioner, inden byggeriet
går i gang.

MT Højgaard har investeret et trecifret millionbeløb i den nye
teknologi: VDC – Virtual Design and Construction.

Aalborg med på landkortet
Nu har MT Højgaard netop åbnet sit 4. VDC Lab i Danmark og sit 9. i
verden. Det sker i den hastigt voksende nordjyske afdeling i
Aalborg:

– Etableringen af det første VDC Lab i Nordjylland er et stort
skridt ind i fremtiden for nordjysk byggeri. Mange af de nordjyske
entreprenører, arkitekter, byggematerialeproducenter mv. har
allerede taget BIM-teknologien (Building Information Modeling) til
sig, og VDC er skridtet langt videre, forklarer Carsten Nielsen,
der er chef for MT Højgaard i Aalborg. 

Og Carsten Nielsen og hans medarbejdere er faktisk allerede i
fuld gang med at anvende VDC. MT Højgaard bygger i øjeblikket
råhuset til Region Nordjyllands nye supersygehus, og her har et
mobilt VDC Lab indrettet i en container på byggepladsen været i
anvendelse i månedsvis. Her viser VDC også sit værd som
styringsredskab, da både byggeledelsen og håndværkerne kan se, hvad
en ændring i materialet betyder for den del af processen, som de
selv er en del af. VDC optimerer dermed byggeprocessen, men for
kunder og samarbejdspartnere ligger nogle af de største fordele
inden den første spade sættes i jorden:

– Forestil dig, at du får 3D-briller på og kan gå rundt i en
bygning, der endnu ikke er bygget. Det giver nogle enorme fordele
for alle led i værdikæden – lige fra arkitekter, der tegner
bygningen, til den enkelte håndværker, der skal opføre den. Alle
detaljer er indbygget i den virtuelle verden, og det betyder, at
kunderne får en langt bedre fornemmelse af deres fremtidige
byggeri, end de får ved traditionelle tegninger, samtidig med at vi
stort set kan undgå fejl og forsinkelser i byggeprocessen,
fortsætter Carsten Nielsen.

Han siger supplerende, at VDC eksempelvis bruges til at beregne
konsekvenserne af at tilføje en etage, skifte ruder, vælge et andet
tag og andet. Her fortæller VDC, hvad ændringerne betyder for
produktionsprisen, tidsplanen, salgsprisen og den efterfølgende
drift. 

VDC Lab skal samle alle byggeriets parter
I forbindelse med åbningen af det nye VDC Lab i Aalborg blev to
konkrete byggesager gennemgået virtuelt i det nye laboratorium.
Dels Kildeparken i Aalborg Øst og dels et helt nyt boligprojekt på
Danalien i Aalborg. I princippet er ingen byggesag for lille eller
for stor til et VDC Lab, og udviklingen vil komme til at gå
stærkt:

– Vi ser allerede, at flere bygherrer stiller krav om virtuel
modellering, inden vi påbegynder et byggeri. Dette krav vil vinde
stor udbredelse i løbet af de kommende år, og derfor står vi stærkt
med et lokalt VDCLabher i Nordjylland, siger Carsten Nielsen og
fortsætter: – Vores vision er at gøre op med den traditionelle
tilgang til et byggeri, hvor alle parter går autonomt til sagen.
Tanken med et VDC Lab er at gøre det modsatte: Nemlig at samle alle
parter i den virtuelle verden, inden den første spade sættes i
jorden, så alle trækker på samme hammel.

Fakta om MT Højgaards VDC Lab
Med Virtual Design and Construction (VDC) kan du simulere hele dit
byggeri digitalt, inden du går i gang på byggepladsen. Det
minimerer risici og giver mere værdi for pengene, fordi alle
detaljer kan tænkes ind på forhånd.

VDC adskiller sig fra traditionel planlægning og projektering
ved at integrere økonomi, tid og drift i simuleringen. Det betyder,
at du ved selv den mindste ændring i projekteringsfasen, kan få et
klart billede af totaløkonomien inden byggestart. Det giver plads
til, at vi sammen kan tænke ud af boksen og stadig bygge inden for
rammerne.

Med et VDC Lab kan du arbejde i seks dimensioner, når et nyt
byggeri skal planlægges.
2D:  Geometri i form af plantegninger
3D:  I stedet for 2D-tegninger laves designet i en digital
3D-model. Når man lægger informationerne fra beskrivelserne ind i
geometrien, får man en “Bygge-InformationsModel”, som også kaldes
en BIM.
4D:  Når vi sætter tidsplanen sammen med 3D-modellen og
geometrien fås 4D-modellen. 4D-modellen er
aktiveringen af designet, og viser produktionsdesignet som en
entreprenørmodel.
5D:  Beriges 4D-modellen med informationer om priser og
omkostninger, opgraderes den til en 5D-model. Det giver tydelig
transparens og en meget mere præcis prissætning.
6D:  5D-modellen tilføres information om anvendelse, drift og
vedligeholdelse. 6D-modellen erstatter den projektdokumentation,
som i dag afleveres i ringbind.

MT Højgaard har nu VDC laboratorier i København, Aarhus, Odense,
Aalborg, Oslo, Is-land, Vietnam, Qatar og Maldiverne

Cookie-indstillinger