MT Højgaard skal udskifte og renovere 56 broer for Banedanmark

Dette billede illustrere MT Højgaard skal udskifte og renovere 56 broer for Banedanmark

Banedanmark har udpeget MT Højgaard til at forny og forbedre 56
broer langs jernbanen mellem Ringsted og Rødby. Dette projekt
hænger sammen med igangværende anlæg, fornyelser og omlægninger på
strækningen i forbindelse med Femern-projektet, således at der
bliver tale om en opgradering af den samlede forbindelse mellem
København og Rødby.

Projektet omfatter overvejende broer, der skal føre jernbanen
over veje og vandløb, men også 16 broer, der fører veje over
jernbanen. I alt 26 broer skal nyopføres, mens resten skal udvides
eller renoveres. Broerne skal være færdige medio 2020.

Ud over prisen har Banedanmark lagt vægt på de tilbudte tekniske
løsninger, udførelsen, tidsplanen og sikkerheden. MT Højgaard kan
udnytte sin omfattende erfaring fra opførelse, fornyelser og
forbedringer af talrige broer, ikke blot i Danmark, men i flere
andre lande.

– Vi er glade for at være med i dette meget spændende
infrastrukturprojekt. Opgavens sammensætning og kompleksitet
understreger endnu en gang MT Højgaards stærke kompetencer og
konkurrenceevne, siger Jesper Nordby, koncerndirektør i MT
Højgaard.

Kontraktsummen er på 452 mio. kr. Indgåelse af endelig kontrakt
afventer den almindelige stand still-periode, der udløber den 18.
marts 2016.

Den vundne opgave vil have positiv virkning for koncernens
omsætning og resultat, men giver ikke anledning til at ændre de
tidligere offentliggjorte forventninger til den økonomiske
udvikling. Forventninger til den fremtidige økonomiske udvikling er
ifølge deres natur forbundet med risici og usikkerhedsfaktorer,
hvilket medfører, at den faktiske udvikling kan afvige væsentligt
fra det forventede.

Cookie-indstillinger