On Robot – Fynsk robot-kapital skydes ind i On Robot

Dette billede illustrere On Robot  – Fynsk robot-kapital skydes ind i On Robot

On Robots nye investor har som en del af ledelsen i både
Universal Robots og Mobile Industrial Robots for længst vist, at
han kan sætte dansk robotteknologi på verdenskortet. Prominente
kunder som ROCKWOOL, VAELO og IKEA Test Lab har allerede købt On
Robots’ produkter.

“Thomas Visti er simpelthen vores ønskepartner at få med i
ejerkredsen. Allerede før dette har han udvist stort engagement i
virksomheden og fungeret som mentor for os. At han nu også vil
involvere sig som business angel og bestyrelsesformand er et
drømmescenarie, fordi han tilfører så meget værdifuld viden til On
Robot”, siger stifter og CEO i On Robot, Bilge Jacob Christiansen,
der fremhæver Thomas Vistis stærke, internationale netværk i
robotbranchen og fremstillingsindustrien såvel som en solid
erfaring med at opbygge en succesfuld, global robotvirksomhed.

I dag er Thomas Visti CEO og medejer af Odense-firmaet Mobile
Industrial Robots, som udvikler mobile robotter til
logistikopgaver. Før da opbyggede han Universal Robots’
salgsafdeling som CCO og Vice President, ligesom han som medejer af
producenten vekslede sin andel til en portion millioner, hvoraf
nogle er blevet investeret i Mobile Industrial Robots og nu også i
On Robot.

Dedikerede og nøjsomme
Den nye konstellation demonstrerer dermed også, hvordan dansk
robotindustri kan blomstre i kraft af den frugtbare klynge af
risikovillig kapital og innovativ robotteknologi, der gennem de
senere år er opbygget især på Fyn. Aktørerne udveksler dyrebare
erfaringer og indsigt med hinanden om nye markeder og finder
genveje for hinanden. Kapitalindsprøjtningen fra Thomas Visti skal
følges op af en investering fra en endnu større investor, der skal
sikre finansielle muskler til at kunne holde trit med en fortsat
stejl global ekspansion i On Robot. For øjeblikket er
robot-virksomheden i dialog med forskellige større investorer, der
er tiltalt af det potentiale, som virksomhedens salgskurve
viser.

On Robot består udover stifteren af CTO Ebbe Overgaard Fuglsang
og to andre fuldtidsmedarbejdere, og i lokalerne ved havnen i
Odense er fritid og fyraften ikke på agendaen. Dér er der rendyrket
fokus på at være frontløber og skabe en global forretning i
rekordfart.

“On Robots engagement tiltaler mig meget. Jeg kan se gnisten og
gejsten i de her mennesker. De har levet på en sten og undværet løn
længe. Tidligere har jeg har set Bilge Jacob Christiansen knokle
igennem som medarbejder hos Universal Robots, hvor han sideløbende
med sin uddannelse påtog sig at sidde og montere verdens første
samarbejdende robotter aften efter aften”, fortæller Thomas Visti,
CEO i Mobile Industrial Robots.

Som industriel designer var Bilge Jacob Christiansen også
involveret i designopgaver hos Universal Robots. Men den flittige
robotmontør og produktdesigner havde også en ulmende drøm om at
blive iværksætter.
“Jeg indså efterhånden, at nu ville jeg hellere bruge 1000
overarbejdstimer på at realisere min egen ide og føre den helt til
dørs. Så jeg besluttede mig for at nytænke robot-griberen ved at
udvikle en brugervenlig, sikker og fleksibel kvalitetsløsning i et
lækkert design”, fortæller Bilge Jacob Christiansen.

Han fandt den oplagte firmapartner i Ebbe Overgaard Fuglsang,
der som svagstrømsingeniør forstår at udvikle og indlejre
avanceret, men brugervenlig software, der får mekanik, design og
elektronik til at gå op i en højere enhed.

Har kun set begyndelsen
On Robot har udviklet en unik og prisgunstig robot-griber; en
elektrisk tofingret, “robot-hånd”. Blot med et kabel og en
USB-stick kan griberen på få minutter monteres på håndleddet af en
samarbejdende robotarm og løse en bred vifte af håndteringsopgaver.
Produktet hedder RG2 og har fået en overvældende modtagelse på det
globale marked siden lanceringen i starten af 2015.

“Markedet har taget overvældende godt imod RG2. Vi solgte 50
procent mere end forventet i 2015. I første halvår af 2015
fokuserede vi på hjemmemarkedet, og i andet halvår tog vi hul på at
opbygge international distribution Ved årets udgang havde vi omsat
for over en million via 20 forskellige forhandlere i Europa og
Asien. I andet kvartal af 2016 etablerer vi os desuden på det
amerikanske marked,” fortæller den begejstrerede CEO, Bilge Jacob
Christiansen om resultaterne af det benhårde arbejde med både
produktudvikling og salg af et helt nyt produkt.

Cobots-æraen vil booste salget
Thomas Visti er ikke forundret over den varme modtagelse af RG2på
markedet for industriel robotteknologi.
” On Robot er en af de robotvirksomheder i Odense, som jeg
virkelig tror på kan blive en af de næste større kommende stjerner
i den globale robotindustri. For de har et godt, brugervenligt
produkt til en overkommelig pris. Markedet for samarbejdende
robotter vækster ekstremt i disse år, så vi har endnu kun set
begyndelsen. Set over et længere perspektiv kommer der mange flere
producenter af cobots, og derfor bliver der endnu større behov for
gribere som RG2″, vurderer Thomas Visti.
 
Listen over, hvem der køber On Robots robot-gribere, indikerer
også, at RG2 har egenskaber og fordele, som kunderne ikke kan finde
tilsvarende hos deres vanlige leverandører af robot-tilbehør.
Kunderne er blandt andre ROCKWOOL A/S i Danmark, VALEO GmbH i
Tyskland og IKEA Test Lab i Sverige.

On Robots ambitioner for i år er en firedobling af omsætningen
2015, ligesom antallet af forhandlere ventes udvidet med 30 nye i
år. Desuden er der nye produktfeatures i pipelinen og nye
produktideer på roadmappen. For at sikre mandskab nok til
produktudvikling, markedsføring, salg og teknisk support, er der
budgetteret med ansættelse af yderligere 6-8 medarbejdere i år.

Cookie-indstillinger