Krüger A/S – Fynsværket renoveres og moderniseres

Dette billede illustrere Krüger A/S – Fynsværket renoveres og moderniseres

Nord for Odense ligger Fynsværket, der er et kraftvarmeværk, som dækker langt størstedelen af varmebehovet for kunderne i området. Anlægget blev bygget i 1953, og man fyrer med både kul, olie, biogas, halm samt husholdningsaffald.

I øjeblikket er Krüger i gang med at bygge et nyt renseanlæg på Fynsværket. Anlægget skal rense det spildevand, der opstår når røggassen fra forbrændingen vaskes i en våd proces.
Det nye renseanlæg er del af en større renovering og deadlines er meget stramme. Det betyder at montage og afprøvning af anlæg, der startede i juni, skal være afsluttet midt i oktober.

Samlet set betyder renoveringen, at to ældre spildevandsanlæg samles til et anlæg med en større kapacitet, hvilket giver en mere effektiv drift samt mindre vedligehold.

Et omfattende projekt – Opgaven omfatter en rydning af eksisterende renseanlæg, hvorefter det nye anlæg installeres. Det er ikke første gang Krüger bygger denne type anlæg, men denne gang skal løsningen implementeres på meget begrænset plads i en eksisterende bygning, hvor det eksisterende renseanlæg var placeret.

For at få plads til det nye renseanlæg, blandt rør, kabler og eksisterende konstruktioner, er den eksisterende bygning blevet scannet med en 3D scanner, så man fik en 3D model af rummet, hvor renseanlægget skulle hænges op. Krüger har så efterfølgende, under designfasen, kunnet indlægge og tilpasse sin egen 3D model af renseanlægget i 3D scanningen af rummet.

Både driftsfolk og ingeniører fra Fynsværket har løbende været involveret i designet, og været med til at optimere anlægget. Ved at bruge Krügers 3D Visualiserings Lab har tegningerne og scanningerne gjort det nemt for alle involverede at komme med løsningsforslag og feedback til designet. Det tætte samarbejde har gjort, at man sammen har fundet løsninger på de udfordringer man er stødt på.

Et ekstremt miljø kræver anderledes materialer
Materialevalget har været en vigtig faktor i processen, da skrubbervæsken er ekstremt saltholdig, temperaturen er høj og pH-værdien er meget lav. Det betyder at stål, både almindeligt og rustfrit eller syrefast rustfrit stål, ikke er en mulighed – det opløses af væsken.

Alle rør er derfor lavet i PP-plast, der ikke er så mekanisk stærkt, men som er meget bestandigt overfor miljøet i anlægget. Tankene er lavet af glasfiber, og selve konstruktionen er lavet af stål, men er ikke i berøring med væsken.
Anlægget er dimensioneret til at holde i mindst 20 år.

Teknologi giver ren røg
For at rense røgen fra forbrændingsprocessen ledes røggassen gennem en skrubber, hvor det overdænges med vand. Herefter genanvendes vandet flere gange, hvorved de forureningskomponenter, som vaskes ud af røggassen opkoncentreres i det som kaldes spildevandet.
Spildevandet fra røgvasken har et højt indhold af tungmetaller, flyveaske og salte.

I renseprocessen overgår tungmetal i spildevandet ved en kemisk proces til et slam, som afvandes på renseanlægget inden det køres bort, og anbringes på kontrolleret deponi. Siden halvfemserne har Krüger leveret teknologi til rensning af spildevandet fra røggasrensning, til kulkraftværker i Danmark, England og Polen

Cookie-indstillinger