Systemair lancerer VAV-ventilationsløsninger

Systemair lancerer
VAV-ventilationsløsninger

 
VAV – variabel-/behovsstyret ventilation – er både driftsøkonomisk
og komfortmæssigt en fornuftig investering. Ofte kan der spares
mange penge på el- og eftervarmeforbrug. 

Ventilationsvirksomheden Systemair i Hasselager syd for Aarhus
præsenterer deres bud på effektive VAV-løsninger. De er sammensat i
såkaldte systemløsninger, altså færdige løsningsforslag, hvor det
på en overskuelig måde skitseres, hvordan alle delkomponenter kan
sammensættes – noget som kan give en stor tidsbesparelse i forhold
til projektering og udførelse. I forhold til et regulært
ventilationssystem med konstant luftmængde, er et VAV-system langt
mere energieffektivt, og der kan spares op til 40-45% på el- og
eftervarmeforbrug.

Fokus på enkelhed
– En af de ting vi har fokuseret på er, at de færdige VAV
systemløsninger skal være 100% komplette løsninger, og enkle at gå
til for både rådgivende ingeniør og ventilationsentreprenør. Alle
delkomponenter i hver systemløsning er derfor testet til at indgå
sammen og det minimerer risikoen for dyre tidskrævende fejl under
montage og installation. Aggregaterne til systemerne bliver
produceret i Hasselager og mange af de øvrige komponenter
produceres på vores egne fabrikker i Europa. Vores grundidé har
været at vise hvor enkelt og nemt man kan sammensætte en
driftssikker og driftsøkonomisk god VAV-løsning, forklarer Birgit
Knudsen, Produkt- og marketingchef hos Systemair.

Unik natkølefunktion
En anden fordel ved Systemairs færdige løsningsforslag er, at der
er tænkt hele vejen rundt – også i forhold til natkøling.
Systemerne har indbygget funktion for natkøl, og via signal, kan
reguleringsspjældene åbnes til forceret luftmængde og dermed give
optimal effekt ved natkøl.

– For at det skal være så nemt som muligt at få overblik over
mulighederne, har vi lanceret en ny selvstændig hjemmeside
vavvent.dk. Her viser vi hvordan opgaverne kan løses og hvad de
forskellige valg betyder for driftsøkonomien. Siden indeholder også
de vigtigste punkter omkring lovgivning og el-diagrammer for
korrekt installation. VAV er ideelt til projekter, hvor der er en
stor variation af personbelastningen i de enkelte lokaler, slutter
Birgit Knudsen.

Cookie-indstillinger