Esben har hovedet med i maskinrummet

Dette billede illustrere Esben har hovedet med i maskinrummet

Pakbokse, stempelstænger, hydrauliske cylindere …
Fagudtrykkene er mange, når Esben Kristensen fortæller om sin
hverdag hos produktionsvirksomheden Hydraflex, der fremstiller
hydrauliske cylindre og pumpeenheder til blandt andet
vindmølleindustrien. Selvom Esben er forholdsvis nyuddannet som
maskiningeniør, er han lynhurtigt blevet en værdsat medarbejder på
den 35 mand store virksomhed – netop på grund af sin baggrund som
faglært:
– Faktisk er det ligegyldigt om Esben er mekaniker,
industrioperatør eller svejser. Det vigtige er, at han har haft
fingrene nede i suppen som håndværker og har en grundlæggende
mekanisk forståelse for, hvordan de forskellige delkomponenter
arbejder sammen fx i en vindmølle eller i en lift. Dermed har han
også forudsætningerne for at vide, hvad der kan lade sig gøre at
realisere i praksis i produktionshallen, forklarer Niels Rahbek,
som er direktør på Hydraflex.

Praktisk grundforståelse
I dag kan man tage en såkaldt eux-uddannelse på de danske
erhvervsskoler, som bygger bro mellem håndværksuddannelser og
gymnasiefag. Uddannelserne varer fra knap 4 til 5½ år og giver den
færdiguddannede et svendebrev og en studentereksamen på én gang.
Efterfølgende kan man bruge håndværket direkte i erhvervslivet
eller den adgangsgivende eksamen til at læse videre på en
videregående uddannelse som fx ingeniør eller arkitekt.
I praksis er det netop, hvad Esben har gjort, selvom
eux-uddannelsen ikke eksisterede dengang, han skulle vælge
uddannelse efter folkeskolen. I stedet tog han én uddannelse af
gangen: Mens tiden på det tekniske gymnasium gav ham en
grundforståelse af teknik og mekanik på et teoretisk plan, fik han
på personvognsmekanikeruddannelsen på Mercantec den nødvendige
erfaring i at skrue og dreje på de mekaniske dele under en
kølerhjelm:

– Hvis muligheden havde været der, dengang jeg skulle vælge
uddannelse efter folkeskolen, havde jeg helt sikkert valgt en
eux-uddannelse. Dels skulle jeg bruge mindre tid på skolebænken,
dels kunne jeg have bygget bro til min teori fra det tekniske
gymnasium som lærling i en virksomhed, siger Esben Kristensen.

Håndværkere ved at tid er kostbar
Koblingen mellem teori og praksis bruger Esben i dag som
Udviklingsingeniør hos Hydraflex. En typisk arbejdsopgave begynder
typisk med en beregning foran computeren og slutter, når det
færdige produkt ligger klar i udgangskontrollen. På det tidspunkt
har Esben været inde over alle dele af produktionsprocessen – ikke
mindst den praktiske:
– Jeg er glad for min uddannelse som maskiningeniør, men en
videregående uddannelse bliver først rigtig relevant, når man kan
bruge den til at skabe noget, der har en værdi for kunden. Det er
fedt, når man kan se sin ide fra computeren for enden af et
samlebånd, siger Esben.

Netop på grund af den faglige kobling kan elever, der tager en
eux-uddannelse, have stor værdi for de små og mellemstore
produktionsvirksomheder, som Danmark skal leve af i fremtiden,
mener Niels Rahbek:
– Det er netop styrken ved eux-uddannelsen, at den kombinerer det
faglige med det teoretiske. Som håndværker ved Esben, at tid er
kostbar, og samtidig har han en forretningsmæssig forståelse for
regnskab og kundeservice. På Hydraflex er vi dybt afhængige af
generalister som ham, fordi de både har den tekniske kontakt med
kunden, kan konstruere en løsning efter kundens behov og kan
kontrollere om de delkomponenter der produceres lever
op til kravene, siger Niels Rahbek.

Cookie-indstillinger