Vandværk med pionerånd indfører dynamisk trykstyring
Danmarks ældste vandværk, VandCenter Syd, har som de
første i Danmark – og formentlig resten af verden – indført
dynamisk trykstyring af en del af ledningsnettet. Det giver store
driftsfordele og sparer mange ressourcer. Projektet er gennemført i
tæt samarbejde med Schneider Electric, og løsningen er bygget op
som et separat modul i moduleringssoftwaren Aquis. Hos vandcentrets
projektleder er der ikke tvivl. Det er en succes.
– Dynamisk trykstyring sparer energi, vand samt mandetimer og
det slider generelt mindre på udstyr og ledningsnet. Det er en
investering, der formentligt betaler sig selv ind. Specielt for
større vandforsyninger ser jeg et stort potentiale for besparelser,
siger Erling Nissen, projektleder hos VandCenter Syd.
Miljøstyrelsen ser ligeledes et stort potentiale for energi- og
ressourcebesparelser i dynamisk trykstyring af ledningsnet og har
støttet udviklingen økonomisk.
Værn mod slitage
Normalt trykstyrer man ledningsnettet fra et enkelt punkt, og så
kan pumpestationer fordelt i nettet, kobles til og fra efterhånden
som forbruget stiger og falder hen over døgnet. Hos VandCenter Syd
havde man dette set-up, og selvom det fungerede, var ikke en
optimal løsning.
– Med kun ét trykstyrende punkt i et stort ledningsnet er det en
udfordring at holde det ønskede tryk konstant. For at undgå et for
lavt tryk ude hos forbrugeren i periferien af ledningsnettet sættes
trykket derfor ofte lidt højere end det ønskede, forklarer Erling
Nissen.
De store pumper, der jævnligt kobles til og fra giver
trykstød, som slider på ledningsnettet og nedsætter
levetiden.
Automatisk trykstyring
VandCenter Syd indledte sit parløb med 7-Technologies, der nu er
en del af Schneider Electric, i 2004, da de investerede i Aquis for
at få optimeret deres modelberegninger af ledningerne.
– Aquis er for os et uundværligt værktøj, der bliver spurgt til
råds hver eneste gang, vi foretager ændringer i ledningsnettet
eller skal vurdere blandingsforholdet af vandet fra de seks
vandværker, som pumper vand ud i ledningsnettet. Derudover spiller
Aquis også en central rolle i forhold til vores beredskab, hvor det
meget vigtigt for os, at vi kan spore udbredelsen af en evt.
forurening eller lignende, siger Erling Nissen.
Det fynske vandcenter vidste, at det kunne lade sig gøre
at få Aquis til dynamisk at regulere trykket i hele nettet, og da
Schneider Electric var med på ideen, gik man i gang med at få sat
det ressourcebesparende modul op. Det nye Aquis-modul beregner
hvert femte minut et nyt tryk-setpunkt på basis af onlinedata, som
via SCADA-systemet sendes direkte til pumpestationerne, der
trinløst skruer op og ned, så det ønskede tryk holdes præcist og
konstant.
Enkel vedligeholdelse
Dynamisk trykstyring betyder blandt andet, at reparationer af
pumpestationer kan foretages uden, at der skal ændres i opsætningen
i SCADA-systemet. Hvis det er nødvendigt at tage en pumpestation ud
af drift, så beregner Aquis nemlig automatisk nye tryk-setpunkter
til de resterende pumpestationer.
– Det hele foregår automatisk og dynamisk nu, og det betyder, at
vi sparer en masse dyre mandetimer. Kvaliteten, der leveres, er
også blevet bedre forstået på den måde, at trykket er mere konstant
og tættere på det ønskede end før. Det har givet os blod på tanden,
og vi har nu indbygget en natsænkning af trykket, siger Erling
Nissen og fortsætter:
– En natsænkning sparer yderligere på lækager og energi. Vi har
ikke gjort besparelserne op i kroner og øre, men i vores tilfælde
er det ikke store beløb, der er tale om. I et globalt perspektiv er
vi dog en lille forsyning placeret i et landskab med meget
begrænsede terrænforskelle. Jeg vurderer, derfor potentialet til at
være langt større for en stor udenlandsk forsyning, der måske endda
har et forsyningsområde med et mere udfordrende terræn.
VandCenter Syd leverer drikkevand til godt 156.000 borgere i en
stor del af Odense Kommune fra sine syv vandværker, otte
pumpestationer og to højdebeholdere. Derudover vedligeholder
vandcentret også ca. 1000 km vandledninger og håndterer spildevand
fra det meste af Odense og Nordfyn.






