Af Fleming Frederiksen, formand for
Arbejdsgiverne
Problemet er let at forstå. Mangel på håndværksuddannet
arbejdskraft truer produktionen. I flere industrivirksomheder
oplever de, at de ikke kan overholde leveringstider på grund af
mangel på arbejdskraft. Og så skal der handles. Men det ville da
være klogt at vælge en løsning, der ikke bare løser problemet nu og
her, men som også forhindrer, at man ikke står i samme situation i
fremtiden.
Det er ikke fordi, at der principielt er noget i vejen med at
ansætte udenlandsk arbejdskraft. Mange industrivirksomheder er nødt
til at ansætte udenlandske arbejdere. Og i mange forskningsbaserede
virksomheder er de helt afhængige af at have en tilgang af
udenlandsk arbejdskraft for at kunne udvikle
sig.
Men når man taler om mangel på arbejdskraft, skal man i samme
åndedrag sige ordet lærlinge. Det handler om at investere i
fremtiden. Når man tager lærlinge ind, giver man noget af sin
virksomhed. Senere kan man høste frugten, når man har dygtige,
faglærte håndværkere at ansætte. Ikke at have blik for at få
uddannet den næste generation af håndværkere, men bare finde endnu
billigere arbejdskraft i udlandet, er et samfundsmæssigt
selvmål.
Små og mellemstore virksomheder inden for håndværk og industri
hører til de virksomheder, der tager flest lærlinge. Der, hvor det
halter med at tage lærlinge, er i de helt store virksomheder.
Samtidig hersker der også nogle fordomme om erhvervsuddannelserne
som begrænser tilgangen af unge.
De fordomme skal vi have gjort op med. For med en
erhvervsuddannelse i hånden har de faktisk rigtig gode udsigter til
beskæftigelse og særdeles gode muligheder for at blive
selvstændige. Skulle de senere få lyst til at læse videre, er den
vej også åben.
Men flere virksomheder skal være med til at tage ansvar for at
få uddannet den næste generation. For deres egen virksomheds skyld.
For de unges skyld, der har brug for praktikpladser. Og for
samfundets skyld, der helt indlysende har brug for at være bare
nogenlunde selvforsynende med arbejdskraft.
