Energipromenade vinder Green Cities-pris
Der var enighed i juryen bag Green Cities-prisen i LAGI
2014-konkurrencen: Arkitekten Riccardo Mariano blev en suveræn
vinder af Green Cities-prisen på 15.000 dkk. Hans værk består af en
række farverige vindturbiner, og er skabt til bestemte lokationer i
Albertslund, Allerød og Herning. Formand for Green Cities og
jurymedlem Agnete Fog er selvsagt begejstret for
vinderprojektet:
‘Vi pegede alle på Riccardo Marianos Energy Promenade som
vinder, da det på én gang er et overvældende smukt syn for øjet og
nytænkende. Det anvender en kendt teknologi – vindmøller – og
transformerer den til en skulptur, som under de rette forhold vil
kunne producere energi til mange hundrede familier. Skulpturen
forbinder samtidig kunst og bæredygtig energi med en anden
væsentlig værdi for Green Cities-kommunerne, nemlig naturen, som
den spiller fint sammen med,’ siger Agnete Fog.
Væsentligt bidrag til lokal
energiforsyning
Om værket bliver realiseret, er endnu ikke besluttet. Men uanset
om Albertslund, Allerød eller Herning vælger at opføre Riccardo
Marianos Energy Promenade, så er skulpturen skalérbar, og kan give
et væsentligt bidrag til den lokale energiforsyning.
Afhængig af vindforholdene og værkets endelige størrelse, kan
skulpturen producere energi til mellem 350 og 490 husholdninger. I
eksempelvis Allerød vil det svare til ca. 3,5 pct. af boligerne.
Skulpturen har en estimeret tilbagebetalingstid på 12 år, og har
derfor t klart potentiale for at blive realiseret, mener Agnete
Fog. Hun håber, at værket bliver opført som inspiration:
‘At have samarbejdet med LAGI om denne konkurrence kan afgjort
blive et stort plus for os i Green Cities. Vi arbejder for skabe en
bæredygtig udvikling gennem konkrete grønne løsninger, der kan
fungere i hverdagen, og vi vil gerne være med til at innovere og
inspirere andre til at udvikle nye energiløsninger i
lokalområderne,’ fortæller Agnete Fog.
Juryen bag prisen bestod af Green Cities styregruppe: Udover
Agnete Fog er det Finn Stengel Pedersen, Herning, Mette Annelie
Rasmussen, København, Birgitte Kragh, Kolding og Leif Pedersen,
Albertslund.
Om Riccardo Mariano:
Han er uddannet arkitekt i Schweiz, bor i Berlin og arbejder for
Studio Olafur Eliasson. Riccardo Mariano har tidligere været
arkitekt i BIG hos den internationalt anerkendte danske arkitekt,
Bjarke Ingels.
Om LAGI og samarbejdet med Green Cities:
Land Art Generator Initiative (LAGI) er en international kunst-
og designkonkurrence med kunstværker, der producerer vedvarende
energi. Konkurrencen afholdes hvert andet år og har til formål at
skabe innovative og æstetiske kraftværker, der bringer den grønne
omstilling tættere på folk. Green Cities har været
samarbejdspartner i LAGI-konkurrencen og mere end 30 kunstnere har
lavet designforslag, som er skabt specielt til en placering i Green
Cities-kommunerne.






