LEGO System A/S er Årets Læreplads på Mercantec
Hotel- & Restaurantskolens restaurant “Saltbøssen” var fyldt
godt op fredag eftermiddag, da Årets Læreplads på Mercantec blev
uddelt. Hele 55 elever havde i år valgt at indstille deres
Læreplads til årets bedste og både virksomheder og lærlinge var
mødt talstærkt frem til prisuddelingen.
Med en flot indstilling fra automatikteknikerelev Martin van der
Bijl blev det LEGO System A/S, der løb af med sejren som Årets
Læreplads. Martin tager sin automatikteknikeruddannelse som en
EUD-HTX (forløberen for EUX-uddannelsen) på House of Technology på
Mercantec. Det betyder, at han kombinerer erhvervsfaglige fag på
automatikteknikeruddannelsen med gymnasiale fag fra det tekniske
gymnasium. En faktor som LEGO System A/S i vidt omfang har taget
højde for, under lærlingetiden, mener han:
Verdens bedste læreplads
– Jeg vil gå så langt, som til at kalde min læreplads for
verdens bedste læreplads. Opbygningen af mit uddannelsesforløb
betyder, at der har været lange perioder, hvor jeg er på skole og
dermed ikke på fabrikken. På min kontrakt valgte LEGO System A/S at
tilbageskrive startdatoen, så jeg fik løn fra den første dag på
HTX. Som lærling har jeg også fået kurser inden for kommunikation,
it og sikkerhed. Kurser som min læreplads ikke har været forpligtet
til at give mig, siger Martin van der Bijl om sin LEGO System A/S,
hvor han bliver færdig til august.
– Vi har mange elever i lære hos os, så det er en kåring, der
betyder rigtig for os som virksomhed. Det er et stort skulderklap
til den måde vi har valgt at tilgå uddannelsen af vores lærlinge
på, hvor vi fx har udpeget 36 mentorer, som skal understøtte vores
elever gennem hele deres uddannnelsesforløb, siger Peter
Stensgaard, der er teamkoordinator for maskinvedligeholdelse og
lærlingesansvarlig på LEGO System A/S.
På grund af de mange indstillinger havde Mercantec valgt også at
uddele en anden- og tredjeplads ved kåringen. Andenpladsen gik til
Bojsen Biler A/S i Viborg med en indstilling fra
personvognsmekanikerelev Nikita Tanya Olsen. Tredjepladsen gik til
Grundfos, der var blevet indstillet af datateknikerelev Mathias
Jensen.
Lærepladser af høj kvalitet
Det er lærlingene selv, der indstiller deres læreplads ud fra en
række faglige og sociale kriterier. Kåringen er dermed en unik
mulighed for eleverne til at lade deres læreplads vide, at de gør
et godt stykke arbejde. Årets 55 indstillinger er det højeste antal
nomineringer til Årets Læreplads der nogensinde er givet siden
starten i 2007. Et tal der i høj grad fortæller noget om kvaliteten
af de lærepladser, der er tilknyttet Mercantec, mener Mercantecs
direktør Kirsten Holmgaard, som uddelte dagens priser.
– Det er en kæmpe opgave for os alle at skærpe de unges
interesse for erhvervsuddannelserne i disse år – ikke mindst fordi
der også er stor mangel på praktikpladser. På den baggrund er det
dejligt, at hele 55 elever på Mercantec, har valgt at indstille
deres praktikplads til årets bedste. Det vidner om, at
virksomhederne i den grad er deres ansvar bevidst som læresteder,
siger Kirsten Holmgaard.
— FAKTA: Årets Læreplads —
· Danske
Erhvervsskoler kårer hvert år Årets Læreplads blandt alle de danske
virksomheder, som har lærlinge eller elever ansat fra en
erhvervsskole. Formålet er at fremhæve de virksomheder, som er
uundværlige for at udvikle eleverne på erhvervsuddannelserne.
Finalisterne findes blandt de lokale vindere på 65 erhvervsskoler
landet over, herunder Mercantec.






