Kun de helt store firmaer bliver fede

Der er netop taget det første spadestik til et nyt
administrationscenter på Fælleden ved Skanderborg. Et byggeri på
20.000 kvadratmeter, der skal huse kommunens samlede
administration, en politistation og en dobbelthal med plads til
3.000 tilskuere. Projektet har et budget på 300 millioner kroner og
er et af de største byggeprojekter i Skanderborgs historie.

I Arbejdsgiverne er vi glade for, at man i en kommune skaber
noget, der kan fungere som attraktivt samlingspunkt for borgerne.
Vil man forhindre, at de unge flytter til hovedstaden, er det den
slags initiativer, der er brug for. Men midt i alt glæden er der
nogle skarpe skår, man ikke kan undgå at skære sig på, hvis man er
en almindelig virksomhed indenfor håndværk eller byggeri. Dem med
under 100 ansatte, som udgør 99 procent af landets virksomheder og
er rygraden i dansk erhvervsliv. 

Det er nemlig mest de helt store firmer, der får noget ud af
projektet. Det er desværre en kendsgerning, at man har valgt en
hovedentreprise fremfor mindre fagentrepriser.
Forskellen er, at med en hovedentreprise er det én stor
entreprenør, der scorer det meste af kagen. Bagefter hyrer han sine
egne håndværkere. De tjener mindre på arbejdet, da entreprenøren
har allerede fået sin del af kagen. Derudover bliver det
entreprenørens egne folk, som ofte kommer langvejs fra. Der er da
heller ikke rigtig nogen lokale håndværkere involveret i projektet
i Skanderborg.

Der kunne være rimelighed i det, hvis man kunne spare mange
millioner af kroner. Men paradoksalt nok har en undersøgelse fra
Aarhus kommune vist, at det forholder sig stik modsat. Her har de
erfaret, at de ligefrem sparer penge ved at benytte sig af
fagentrepriser – faktisk 5-10 millioner kroner om
året.             

Hertil kommer, at man har et socialt ansvar for at få uddannet
den næste generation af håndværkere, og det er et faktum, at små og
mellemstore virksomheder er dem, der tager flest lærlinge. Her
kører de helt store virksomheder på frihjul – selvom de seneste
fremskrivninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at vi
kommer til at mangle 30.000 håndværkere om seks år.
 
Det er entreprenørfirmaerne tilsyneladende ikke særligt optaget
af. Én af interesseorganisationerne har da også netop meldt ud, at
man bare kan hente mere arbejdskraft i udlandet. Hvad entreprenører
tænker er godt i deres eget kram, kan man ikke gøre noget ved. Men
i Arbejdsgiverne mener vi, at kommunerne har et ansvar for at tænke
lidt mere langsigtet og ansvarligt. Vi opfordrer derfor
lokalpolitikere landet over til at sætte diskussionen om
entrepriser på dagsordenen.

 

Cookie-indstillinger